Borgmestre i opråb til Christiansborg: - Stå fast på jeres beslutninger

30 borgmestre har sendt et åbent brev til Folketingets partier. De frygter, at aftalen om uddannelser i provinsen er i fare.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Glæden var stor, da et bredt flertal i Folketinget sidste år præsenterede en ny uddannelsesaftale. Meldingen var, at 10 procent af uddannelserne skal flyttes ud af Danmarks fire største byer.

quote Specielt studerende og københavnsk baserede uddannelser har udtrykt stor modstand mod et Danmark i bedre uddannelsesbalance. Derfor er jeg glad for, at borgmestrene nu kommer på banen og viser deres støtte

Ulla Tørnæs, uddannelsesordfører for Venstre

Torsdag i denne uge gik forhandlingerne så i gang, men både Enhedslisten og Alternativet har allerede meldt ud, at de ikke længere kan se sig selv i aftalen, og det har fået en række borgmestre til at reagere.

- Vi kan jo se, at der er nogle, der er begyndt at blive nervøse for, om det er en god idé at udflytte uddannelser til resten af Danmark, så vi vil gerne gøre opmærksom på, at nu må de tage sig sammen og stå fast på deres beslutninger, lyder det fra Holger Schou Rasmussen (S), der er borgmester i Lolland Kommune.

Betyder alt

I et åbent brev til Folketingets politikere skriver han og 29 andre af landets borgmestre i samarbejde med Landdistrikternes Fællesråd blandt andet, at politikerne nu må holde fast og sikre, at unge i hele landet har adgang til uddannelser tættere på, hvor de bor.

- Det betyder alt at have uddannelser i lokalområdet. Det, at man kan uddanne sig her, det, at man kan komme i beskæftigelse, gør jo, at man kan blive boende i vores landsdel. Du kan lave nok så mange udligningsreformer, men hvis ikke du sørger for at skabe et Danmark i balance uddannelsesmæssigt, så er der ikke noget af det, der nytter noget, siger Simon Hansen (S), borgmester i Guldborgsund Kommune.

Læs også
Partier forlader aftale om udflytning af uddannelser
Læs også
Partier forlader aftale om udflytning af uddannelser

I uddannelsesaftalen er der lagt op til, at 25 uddannelser skal flyttes ud af storbyerne. Fem af dem skal ligge i vores del af landet, og for Sille Rasmussen vil det betyde, at hun kan tage pædagoguddannelsen i hjembyen Holbæk.

- Det handler rigtig meget om, at det er der, min familie er. Jeg er født og opvokset i Holbæk. Jeg har været to år på gymnasiet i Slagelse, og det var ikke noget for mig. Holbæk er bare min by, sagde Sille Rasmussen i maj sidste år, da regeringen præsenterede udspillet og planerne om en pædagoguddannelse i Holbæk.

Sille Rasmussen vil gerne læse til pædagog, og hun vil allerhelst gøre det i Holbæk, hvor hun kommer fra.
Sille Rasmussen vil gerne læse til pædagog, og hun vil allerhelst gøre det i Holbæk, hvor hun kommer fra. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

- For mig ville det være dejligt, hvis den kom næste år (i 2022, red.), så ville det passe perfekt ind i mit program, tilføjer hun.

De unge forsvinder i august

Også på Lolland og Falster er der planer om at placere uddannelser. De to borgmestre sydpå håber derfor, at de med brevet understreger overfor politikerne på Christiansborg, hvor vigtigt det er at huske hele landet, når det gælder de unges muligheder.

- Vi kan jo se her fra Lolland, som er en af de kommuner, der er allerhårdest ramt, at hvert år til august, så forsvinder halvdelen af vores unge, når de har taget en gymnasial uddannelse. Så kan de sådan set ikke blive her, fordi der findes ikke nogen uddannelsespladser af den art, som vi har brug for hernede, og så tager de til København eller andre storbyer, siger Holger Schou Rasmussen. 

Her kan du se, hvem der har skrevet under på brevet til Folketingets partier:

  • Steffen Damsgaard, Formand for Landdistrikternes Fællesråd

  • Birgit S. Hansen, Borgmester Frederikshavn Kommune

  • Bo Hansen, Borgmester Svendborg Kommune

  • Erik Flyvholm, Borgmester Lemvig Kommune

  • Erik Lauritzen, Borgmester Sønderborg Kommune

  • Frank Schmidt-Hansen, Borgmester Vejen Kommune

  • Hans Ejner Bertelsen, Borgmester Morsø Kommune

  • Hans Østergaard, Borgmester Ringkøbing-Skjern Kommune

  • Holger Schou Rasmussen, Borgmester Lolland Kommune

  • Ib Lauritzen, Borgmester Ikast-Brande Kommune

  • Jesper Frost Rasmussen, Borgmester Esbjerg Kommune

  • Jesper Greth, Borgmester Rebild Kommune

  • Jørgen Popp Petersen, Borgmester Tønder Kommune

  • Mads Jakobsen, Borgmester Struer Kommune

  • Mads Skau, Borgmester Haderslev Kommune

  • Mads Sørensen, Borgmester Varde Kommune

  • Marcel Meijer, Borgmester Samsø Kommune

  • Martin Damm, Borgmester Kalundborg Kommune

  • Mogens Christen Gade, Borgmester Jammerbugt Kommune

  • Morten Andersen, Borgmester Nordfyns Kommune

  • Niels Jørgen Pedersen, Borgmester Thisted Kommune

  • Ole Vind, Borgmester Hedensted Kommune

  • Ole Vive, Borgmester Faxe Kommune

  • Peder Christian Kirkegaard, Borgmester Skive Kommune

  • Peter Hansted, Borgmester Ærø Kommune

  • Simon Hansen, Borgmester Guldborgsund Kommune

  • Søren Smalbro, Borgmester Hjørring Kommune

  • Tobias Birch Johansen, Borgmester Læsø Kommune

  • Tonni Hansen, Borgmester Langeland Kommune

  • Torben Hansen, Borgmester Randers Kommune

  •  Ulrik Wilbek, Borgmester Viborg Kommune


Ifølge oplægget til uddannelsesaftalen er ambitionen, at hver tiende studieplads enten skal flyttes eller nedlægges. Det har flere uddannelsesinstitutioner dog siden afvist, at de kan, skrev Ritzau onsdag.

Splitter det hele ad

Sagen har ført til kritik fra blandt andet Enhedslisten, som har efterspurgt, at der bliver tilført flere penge til aftalen, men da de ikke har kunnet få en garanti for, at der ville følge penge med, har de valgt at trække sig, og den beslutning vækker ikke megen respekt hos Venstres uddannelsesordfører Ulla Tørnæs, der også er tidligere undervisningsminister.

- Jeg synes, det er beskæmmende for regeringen, at deres parlamentariske grundlag har forladt forhandlingerne til en aftale, de selv har været med til at lave, siger hun til TV2 ØST og tilføjer, at hun sætter pris på borgmestrenes brev til Folketinget.

Læs også
Nyt udspil: Regeringen vil genetablere pædagoguddannelsen i Holbæk
Læs også
Nyt udspil: Regeringen vil genetablere pædagoguddannelsen i Holbæk

- Specielt studerende og københavnsk baserede uddannelser har udtrykt stor modstand mod et Danmark i bedre uddannelsesbalance. Derfor er jeg glad for, at borgmestrene nu kommer på banen og viser deres støtte, siger Ulla Tørnæs.

Henrik Wegener, der er rektor på Københavns Universitet, sagde i sommer til Politiken, at regeringens udflytningsplan ikke gav mening. Han mener, at den vil splitte det hele ad, og at man ikke skal forvente, at de unge nødvendigvis kommer væltende, fordi man flytter en uddannelse.

Den kommentar giver Guldborgsund Kommunes borgmester dog ikke meget for.

- Jeg synes, de skulle komme ud og se, hvad muligheder de har for at skabe undervisning i de gode uddannelsesmiljøer, vi i forvejen har her. Så er jeg ret sikker på, at de vil få øjnene op for, at det ikke er så svært, som de går og tror, siger han.

Simon Hansen (S), der er borgmester i Guldborgsund Kommune, mener, at det er altafgørende at have uddannelser i lokalområdet. Det er med til at fastholde de unge i kommunen, lyder det.
Simon Hansen (S), der er borgmester i Guldborgsund Kommune, mener, at det er altafgørende at have uddannelser i lokalområdet. Det er med til at fastholde de unge i kommunen, lyder det. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Nyhedsoverblik