Det var januar, da Mie og Carsten Rinken så Fuglebæksgaard, der ligger udenfor Nørreballe på Lolland, for første gang.
Vinterlandskabet med de flade brune marker, og de nøgne træer uden blade, skræmte dem ikke. Datteren Elisabeth løb ud på den 750 meter lange grusvej ned til gården – og de behøvede ikke at bekymre sig om trafikken.
- Vi havde talt om, hvilket liv vi gerne ville se tilbage på, og at vi gerne ville bruge vores tid sammen med vores børn. Derfor begyndte vi at undersøge, hvor man kunne få den billigste bolig i Danmark, fortæller Mie Rinken om deres overvejelser.
Men når man har en drøm, skal man altså gøre det
Som sagt så gjort.
Andelslejligheden i Valby på 75 kvadratmeter blev skiftet ud med den trelængede gård med det hvide hovedhus på 249 kvadratmeter. Mie og Carsten Rinken og deres to børn - Elisabeth, der i dag er fem år, og Regnar på tre år - flyttede til Lolland i maj for tre år siden. Noget af et spring, mente familie og venner. Fra Fuglebæksgård er der en kilometer til de nærmeste naboer.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Men vi er naboer til skoven, siger Mie Rinken og griner, mens hun serverer kaffe i køkkenalrummet.
Elisabeth tegner ved spisebordet, og Regnar leger sørøver i stuen. Hunden Oda går lidt frem og tilbage og holder godmodigt øje med det hele.
Klemt i København?
Mie Rinken er født og opvokset i Hvidovre og har tidligere arbejdet som sosu-assistent i København, mens Carsten Rinken er fra Himmerland. Arbejdsdelingen i familien blev sådan, at Mie Rinken valgte at passe børnene og gården. Hendes mand, Carsten Rinken, er ufaglært og gik ledig i fem måneder, før han fik job i lagerafdelingen på Vestas.
- Han er verdens modigste mand. Han turde sige sit job op og tro på, at det ville lykkes at få et nyt arbejde. Der var lige nogle måneder, hvor vi var pressede. Men når man har en drøm, skal man altså gøre det, fastslår Mie Rinken.
Mie Rinken fortryder ikke et sekund, at hun valgte at flytte sin familie til Lolland – hør hende forklare hvorfor her:
Og det er netop børnefamilierne, som Lolland Kommune gerne vil lokke væk fra storbyens trængsel og ud i naturen og den friske luft. Derfor har kommunen netop lanceret reklamekampagnen Klemt i København?.
I reklamerne møder vi Louise på 34 år. Hun bor i en lille lejlighed på Indre Nørrebro i København sammen med sin kæreste Martin. De er forældre til Virtus, hvis største drøm er at blive spejder. Derfor har Louise klemt et telt ind på gulvet i soveværelset ved siden af dobbeltsengen.
- Virtus siger selv, at det kunne være sjovere, hvis teltet stod ude i en skov. Ja, men vi kan jo ikke opfylde alle ønsker, når vi bor i byen, erklærer Louise.
Virtus ville egentlig også gerne gå til svømning, men der er venteliste på svømmeholdet, så Louise har købt et lille børnebassin, som hun har klemt ind på gulvet i badeværelset.
Artiklen fortsætter under billedet.
Budskabet er klart: Der er virkelig pladsmangel i det lille fiktive hjem på Nørrebro, som Lolland Kommune har skabt sammen med kommunikationsbureauet Eiffel.
- Vi forsøger at overbevise familierne om, at man kan få det hele for det halve på Lolland, og at vi har hele pakken. Hos os kan man både komme tæt på naturen, få tid til børnene og få et spændende job, fortæller Julie Christensen, der er kommunikationsmedarbejder i Lolland Kommunes strategi og direktionssekretariat.
- Vores største udfordring er job-delen. At få fortalt hvilke virksomheder, vi har, og hvilke jobs man rent faktisk kan få her i kommunen, at det er muligt at få en karriere, hvis man ønsker det, supplerer Henrik Madsen, der er souchef i samme afdeling.
Artiklen fortsætter under billedet.
Klemt i København?-kampagnen består af tre reklamevideoer, som kommunen har indrykket på Facebook og Instagram. Målgruppen er børnefamilier på Fyn og Sjælland. I videoen siger den gæve Louise flere gange: Vi er gode til at vende det hele til noget positivt, mens hun smiler opmuntrende.
For den fiktive Nørrebro-familie har ikke råd til at tage på ferie, de er nummer 54 på ventelisten i andelsforeningen, hvor de gerne vil have en større lejlighed, manden, Martin, er nødt til at sove i stuen, efter at de har fået deres andet barn på grund af pladsmangel i soveværelset, der er tørrestativer i hele lejligheden, og lyset når kun ind i lejligheden mellem 15 og 15.17.
- Det er et helt frirum at få lov at sidde her i solen i 10-12 minutter, siger Louise optimistisk i videoen.
Artiklen fortsætter under videoen fra kampagnen Klemt i København.
Efter at Louise har kæmpet for at finde plads til børn og tørrestativer, lyder budskabet, at hvis man vælger at flytte til Lolland, så får man mere plads – også i budgettet, fordi husene er billige på Lolland. Det hele er fortalt med humor og glimt i øjet.
- Vi har fået meget positive reaktioner på videoerne. Folk tagger hinanden og skriver, fed reklame eller at nu må vi altså også snart flytte til Lolland, siger Julie Christensen.
Vi havde bestemt os for, at vi ville konstruere et liv, hvor vi ikke var låst af 30-årige lån
- En af videoerne er eksempelvis blevet delt over 200 gange i Facebookgruppen Lolland-Falster Lovestorm, og her fik den en disponering på over 40.000, fortæller hun.
Et genkendende nik
Det er en helt almindelig dag på Fuglebæksgaard. Stubmarkerne er våde af sensommerregnen, og de brungule blade i luften og på vejen viser tydeligt, at efteråret står på spring. Carsten Rinken er på arbejde, mens Mie Rinken passer børnene. Senere i dag har de en legeaftale med nogle venner, de skal mødes med i Knuthenborg, hvis vejret holder.
Artiklen fortsætter under billedet.
Mie Rinken kunne ikke lade være med at grine, da hun så Klemt i København-reklamevideoerne fra Lolland Kommune, og hun kan sagtens nikke genkendende til problematikken om pladsmangel.
- Vi havde bestemt os for, at vi ville konstruere et liv, hvor vi ikke var låst af 30-årige lån. Vi ville have et liv, hvor vi størstedelen af tiden kunne sige: Ja, det har jeg lyst til. Vi ville ikke fanges i gæld, fortæller hun.
Mie Rinken kan genkende den pladsmangel, der bliver hentydet til i reklamevideoerne Klemt i København:
Familien Rinken er ikke alene om at ønske et liv, hvor man træder ud af det såkaldte hamsterhjul. Det fortæller Pia Heike Johansen, der er lektor ved Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet.
- Salget af huse udenfor storbyerne er stigende, og der er et generationsskifte på vej. De unge, der for 10-12 år siden flyttede til København for at tage en uddannelse, har fået et barn eller nummer to er på vej. Og de begynder, som Louise i kampagnevideoen, at synes, at det er lidt træls med pladsmangel og synes ikke, at det er et liv, de vil leve med små børn, fortæller Pia Heike Johansen, der mener, at Lolland Kommunes kampagne rammer målgruppen ret godt.
- Alle kommuner forsøger at tydeliggøre, hvad de står for, og man skal jo fortælle den historie, der er. Og Lolland Kommunes kampagne Klemt i København ligger tæt op ad, hvad vi ved om, hvorfor familier vælger at flytte på landet. Det er blandt andet, at man får mere plads og mange flere kvadratmeter for pengene, siger hun.
TOP 3: Hvad får en familie til at flytte på landet
- Tættere på naturen og fred og ro
- Mindre afhængighed af penge – et ønske om at træde ud af hamsterhjulet
- Billigere huse og dermed flere kvadratmeter bolig for pengene
Kilde: Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet
Pia Heike Johansen er ikke i tvivl om, at Lolland Kommune sagtens kan konkurrere med andre kommuner, der også har natur og billige huse og som ligger tættere på hovedstaden.
- Der er en enorm overvindelse at tage skridtet. Men det er jo kun for dem, der ikke bor der, at der er rigtig langt. Alle undersøgelser viser, at forholdet til afstand forandrer sig, når først beslutningen er truffet. Forholdet til afstand forandrer sig, så når man er flyttet, så betyder det mere, hvor langt der er til sportsklubben og købmanden, fortæller Pia Heike Johansen.
Forholdet til afstand forandrer sig, så når man er flyttet, så betyder det mere, hvor langt der er til sportsklubben og købmanden
Afstanden fra familien og vennerne til Fuglebæksgaard i Nørreballe var da også været inde i billedet, da Mie og Carsten Rinken skulle endeligt beslutte sig for Lolland.
- Men vi oplever, at vi er sammen på en helt anden måde. Folk bliver her jo og overnatter, og vi har mere tid med hinanden, så vores relationer til både familie og venner er blevet tættere, fortæller Mie Rinken.
Udenfor er regnen stoppet, og det er tid til at kigge til kaninerne og kattene i stalden, en gyngetur i haven – og et smut forbi legepladsen, der ligger med udsigt til marker og skov. Legepladsen blev sat op, da Mie Rinken fandt alle elementerne til en hel legeplads til halv pris.
- Den kostede 14.000 kroner, men det er jo netop sådan noget, man kan, når huslejen er lav, siger hun og griner.