Nyhedsoverblik

Byggeri af nye familieboliger på plads

42 boliger i tre forskellige størrelser skal bygges på Namsosvej i Maribo.

Det skriver Lolland Kommune i en pressemeddelelse, efter et projekt udviklet af Arkitema for boligselskabet Lejerbo er blevet valgt som det bedst passende projekt.

Byggeriet vil bestå af rækkehuse og etageboliger på to til tre etager.

Det er kommet i stand, efter Lolland Kommune har oplevet stor efterspørgsel på moderne lejeboliger.

- Det bliver efterspurgt af lokale, der gerne vil videre fra deres parcelhus, men der er også efterspørgsel fra borgere, der flytter til kommunen for at arbejde, siger Holger Schou Rasmussen (S), der er borgmester i Lolland Kommune.