Borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S), bliver nu kritiseret for sin ageren under sidste uges byrådsmøde.
Både byrådsmedlemmer og en ekspert mener nemlig, at borgmesteren har handlet i strid med reglerne, da han sendte sidste punkt på mødets dagsorden til afstemning uden at lade forslagsstillerne komme til orde.
Episoden fandt sted torsdag i sidste uge og endte på byrådsmødet i et mundhuggeri mellem borgmesteren og Enhedslistens Bente Borreskov.
Der er ingen diskussion. Den kommunale styrelseslov er de regler, der gælder, og de skal følges til punkt og prikke
Som optakt til byrådsmødet havde Enhedslisten og Lokallisten Lolland ad flere omgange forgæves forsøgt at få en sag om mistrivsel og mistanke om lovbrud på Specialskolen Lolland bragt op i byrådet – et forløb TV2 ØST beskrev i sidste uge.
Kort tid inden byrådsmødet lykkedes det dog alligevel for de to partier at få sagen med på byrådsmødet under henvisning til den såkaldte initiativret. Dog ikke som et punkt på den oprindelige dagsorden, men i en tillægsdagsorden, som byrådet skulle tage stilling til særskilt, hvorvidt man ville behandle som sidste punkt på byrådsmødet.
- Først og fremmest skal vi godkende tillægsdagsordenen, indledte borgmesteren, der fortsatte med at argumentere for, hvorfor byrådet burde afvise at behandle punktet:
- Der vil jeg bare sige, at jeg indstiller at byrådet afviser tillægsdagsordenspunktet under henvisning til, at substansen af den fremsendte sag allerede er behandlet i Børne- og Skoleudvalget den 4. november 2021.
Umiddelbart efter lod Holger Schou Rasmussen spørgsmålet gå til afstemning.
Enhedslistens Bente Borreskov forsøgte indledningsvist let tøvende at få ordet, men hun blev prompte afbrudt af borgmesteren, som insisterede på, at medlemmerne af byrådet tilkendegav deres stemme:
- Jeg skal høre, hvem der kan stemme for, at vi behandler sagen, fastholdt han og afbrød atter engang Bente Borreskov:
- Jeg skal høre, hvem der kan stemme for, at vi behandler sagen.
Skænderi i byrådssalen
Trods den verbale tumult blev afstemningen gennemført. Et enigt byråd, med undtagelse af Enhedslisten og Lokallisten Lollands tilsammen to medlemmer, valgte at følge borgmesterens indstilling.
Udfaldet fik dog ikke Bente Borreskov til at helme, og den rutinerede byrådspolitiker tog nu for alvor ordet:
- Jeg vil godt protestere… indledte hun, men blev atter afbrudt.
- Det kan jeg godt høre, du gør, Bente. Men der er ikke mere. Det er mig, der er mødeleder, og det er sådan, sagen bliver fremlagt, hvæste Holger Schou Rasmussen nu af sin byrådskollega.
VIDEO: Se udvekslingen mellem borgmesteren og Bente Borreskov i byrådssalen:
Men Bente Borreskov fortsatte sin protest med henvisning til Indenrigsministeriets Vejledning til Kommunalpolitikere:
- Ethvert medlem kan forlange ordet for at udtale sig om et spørgsmål, om afvisning af en sag fra dagsordenen…
- Bente Borreskov, der er ikke mere på den åbne dagsorden. Der er ikke mere for i aften, tak til jer, der ser med derude, lød det kontant fra borgmesteren, som derefter slukkede sin mikrofon og tav, imens Bente Borreskov fremførte sit synspunkt.
Jeg har lov til at få ordet under dagsorden. Basta
- Jeg vil godt have ført til protokol, at det er under alt kritik det her. Det er fuldstændig vanvittigt, at man endnu en gang ikke retter sig efter loven.
- Ifølge initiativretten har vi ret til at få et punkt på – I kan begære det og beslutte, I ikke vil behandle det. Men jeg har lov til at få ordet under dagsorden. Basta.
Indgiver anmeldelse
Borgmesterens afvisning bliver betragtet med stor alvor af de to forslagsstillere. Leo Christensen, medlem af byrådet for Lokallisten Lolland, siger til TV2 ØST:
- Det store problem er ikke, at borgmesteren står og fjoller sig. Problemet er, at embedsmændene får ham til stå og fjolle. Han kunne bare have lyttet på Bente (Borreskov, red.) og spurgt sin jurist, der sad lige ved siden af om, hvad reglerne egentlig siger.
Det er meget alvorligt. Men det må Ankestyrelsen tage sig af
- Så havde der slet ikke været nogen diskussion, tilføjer Leo Christensen, som lader forstå, at striden ikke stopper her:
- Det er meget alvorligt. Men det må Ankestyrelsen tage sig af. Vi vil indgive Lolland Kommune med borgmesteren som hovedansvarlig for lovbrud på den kommunale styrelseslov til Ankestyrelsen.
Regler skal følges til punkt og prikke
Kritikken af borgmesteren står byrådsmedlemmet ikke alene med.
Lektor og ekspert i kommunalpolitik Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole anfægter også borgmesterens handlinger under det afsluttende punkt på byrådsmødet torsdag.
- Der er ingen diskussion. Den kommunale styrelseslov er de regler, der gælder, og de skal følges til punkt og prikke, siger han og tilføjer:
- I forbindelse med at man diskuterer, om et punkt skal på dagsordenen eller ej, har kommunalbestyrelsesmedlemmerne altså ret til at sige deres mening om det.
Roger Buch påpeger samtidig, at hvis et punkt skal fjernes fra en dagsorden, så er det noget, man beslutter allerede i starten af mødet og ikke som det skete torsdag – under en tillægsdagsorden allersidst på mødet.
- Dagsordenen er det allerførste, man bliver enige om. Det burde man slet ikke diskutere til sidst i mødet. Det er det allerførste, man gør – det er at blive enige om dagsordenen.
Heller ikke selvom sagen har været behandlet i et beslutningsdygtigt udvalg, sådan som Holger Schou Rasmussen under sin argumentation henviste til, er sagen automatisk udelukket fra at blive behandlet i byrådet, påpeger Roger Buch:
- Det, at man har behandlet det i et udvalg, er ikke en begrundelse for at afvise sagen.
- Men det, som et flertal af byrådet kan beslutte, det er at vente med at træffe beslutning, fordi en sag er under behandling og undersøgelse i et udvalg.
Lægger sig fladt ned
Forelagt kritikken beklager borgmester Holger Schou Rasmussen nu sine handlinger under sidste punkt på byrådsmødet.
Jeg begår en eklatant fejl. Og jeg har også over for byrådet beklaget det, og undskyldt over for Bente Borreskov
- Jeg vil bare sige, jeg er ærgerlig over forløbet, for jeg synes faktisk ikke, at jeg skulle have håndteret det på den måde. Det var en fejl fra min side, siger han til TV2 ØST.
- Man skal jo ikke bruge regler og procedurer til at begrænse og minimere demokratiet, men til at udvide det, og der synes jeg, at jeg begår en eklatant fejl. Og jeg har også over for byrådet beklaget det og undskyldt over for Bente Borreskov.
Han vil nu sætte punktet på næste byrådsmøde.
- Jeg har inviteret Bente Borreskov på en kop kaffe for at give hende en undskyldning, og så har jeg i øvrigt taget punktet på dagsordenen på næste byrådsmøde.
Holger Schou Rasmussen lader dog forstå, at han ikke har ændret sit syn på, hvorvidt sagen skal behandles i byrådet.
- Vi synes, der er så mange elementer i den her sag, at den ligger godt i fagudvalget og i forhold til den behandling, som er sat i gang tilbage i december måned sidste år, både med evaluering og undersøgelsen af kritikpunkterne af specialskole. Og det synes vi, de skal have fred og ro til at udrede.
Bente Borreskov har ikke haft mulighed for at medvirke i et interview.