Nyhedsoverblik

Derfor kan der ses høj flamme på lang afstand

Er du til bulder og brag - og røg - så hold godt øje med horisonten onsdag, hvis du bor nær Nakskov.

For Evida, den nationale gasdistributør, meddeler nemlig, at de vil afbrænde gas på Avnede Skovvej 14 øst for Nakskov. Afbrændingen forventes at begynde klokken 12 og varer cirka seks timer. 

Det oplyser den statsejede virksomhed i en pressemeddelelse. 

- Afbrændingen er en nødvendig del af arbejdet, og det er en standard procedure i forbindelse med, at man tager en ny ledning i drift. Der er tale om en kontrolleret afbrænding, hvor alt er planlagt ned til sidste detalje, og hvor brandvæsen og politi er informeret forud for arbejdet, oplyser Evida.

Afbrændingen blev udskudt til omkring klokken 17.30.
Afbrændingen blev udskudt til omkring klokken 17.30. Foto: Gitte Andersen

Gassen brændes af fra en 14 meter høj mast, også kaldet en flare, og vil stå som en høj flamme, der kan ses og høres på længere afstand.

Udover beredskabet så har Evida også varslet beboere og virksomheder i området om afbrændingen, og beder om ro til at udføre arbejdet.

Afbrændingen blev udskudt til omkring klokken 17.30. Artiklen er efterfølgende opdateret med billeder og video.

Fakta om afbrændingen:

• Metoden med at afbrænde gassen kaldes flaring.

• Flaring benyttes, når en gasledning skal tømmes og fyldes for gas i forbindelse med arbejde på gasledningen.

• I dette tilfælde har ledningen været fyldt med nitrogen for at fortrænge luft i røret, og herefter fyldes den med gas. Flaring sker for at sikre, at der kun er gas tilbage i røret.

Kilde: Evida