Et fundament, der var revnet og nedbrudt, var årsagen til, at en 110 meter høj vindmølle den 12. januar pludselig væltede i et mindre blæsevejr.
Det er konklusionen fra Ørsted, der ejer vindmølleparken Nysted Havvindmøllepark - Rødsand 1 ud for Lollands kyst. Dermed er et større mysterium om, hvorfor møllen kunne vælte, at betragte som opklaret.
- Vi har undersøgt møllen meget grundigt og kan se, at den væltede, fordi møllens fundament gik i to dele, siger Tom Christiansen fra Ørsted til TV2 ØST.
Koblede sig af el-nettet
Den mølle, der væltede den 12. januar var meget stor. Den målte 110 meter i højden med en navhøjde på 69 meter over havet.
Den eneste fejl, der kom fra møllen, løb ind, da den pludselig koblede af el-nettet. Det førte dog ikke til strømafbrydelser eller andre gener for forbrugerne.
De 72 møller i vindmølleparken Rødsand 1 blev rejst for 20 år siden - og dengang var møllefundamenterne helt anderledes end i dag. Hvor moderne møller i dag sættes på et langt stålfundament, så var de dengang sat fast på enorme betonkasser, der blev sejlet ud til deres placering, og derefter sænket.
Forsimplet fortalt var de 2.000 ton tunge betonfundamenter 15 meter på hver led - og bestod af to betondele, der er støbt sammen.
De to elementer er en tung, samlet bund - og en mindre støbning i midten af bund-konstruktionen, der fylder et hulrum ud.
Da møllen væltede i havet ud for Lolland, skyldtes det, at der var trængt havvand ned i små revner mellem de to betonelementer, der gjorde, at midten efterhånden kunne vriste sig løs.
Det understreges af, at vindmøllen faktisk stadig den dag i dag sidder fast i den midterste del af fundamentet, selvom den altså ligger på havbunden. Den tunge del af fundamentet står stadig fast på sin plads på havbunden.
Møllen er stadig på havbunden
I dag ligger den væltede mølle fortsat forholdsvist intakt på bunden med sit fundament på plads. Møllen skal dog i den kommende tid fjernes fra området.
- I første omgang fjerner vi møllen og de små dele af fundamentet, der er frie. Efterfølgende fjerner vi selve betonfundamentet. Det er et arbejde, som kun kan gøres, når der ikke er megen vind eller mange bølger, og derfor kan arbejdet fortsætte til ind i august, siger han.
Mens arbejdet i området står på, er der ifølge Søfartsstyrelsen indført en sikkerhedsafstand for sejlere på 250 meter omkring den væltede mølle.
Det er en entreprenør fra Nyborg, der står for at fjerne møllen - og den vil blive bragt hertil, efterhånden som den bliver gjort fri af havet.
Omfattende undersøgelser
Dengang Rødsand 1 blev bygget, stod møllerne i otte rækker med hver ni vindmøller.
Fremover må mennesker med stor hang til orden dog begræde nogle huller i mølle-opstillingen.
Siden januar har Ørsted nemlig gennemført omfattende undersøgelser af samtlige 71 resterende møller i området og deres fundamenter for at se, om de var ramt af den samme eller tilsvarende alvorlige fejl.
Mens 70 møller er fundet sikre, så har selskabet dog besluttet at fjerne yderligere én mølle fra anlægget. Den er taget ud af drift og vil efter planen blive fjernet næste sommer - og hverken den eller den, der væltede i vinter, ventes erstattet.
- Vi er trygge ved de 70 møller, der er tilbage. Men vi kommer selvfølgelig til at holde meget tæt øje med de møller fremover, fortæller Tom Christiansen.
Han fortæller, at vindmøller i havvíndmølleparker i dag får et helt anderledes fundament, end man så dengang.
- Betonkasserne var den måde, som man byggede fundamenter på dengang for 20 år siden - men hele branchen er skiftet væk fra den måde at gøre det på. Fundamenterne her er da også de eneste af sin slags i verden, siger Tom Christiansen.