Arkæologerne på Museum Loland-Falster har fået sig noget af en julegave. En lokal detektorfører ved navn Carsten Helm og sønnerne Laurits og Lukas på 10 og 12 år har nemlig fundet en 1.500 år gammel guldskat.
Især skattens sjældne Odin-amulet, en såkaldt brakteat, skaber begejstring.
- Det er et rigtig spændende og unikt fund for os, fortæller museuminspektør ved Museum Lolland-Falster, Marie Brinch, til TV ØST.
Sjælden guldbrakteat
Amuletten er særlig, fordi den er sjælden, fortæller museumsinspektøren.
- Der er i tidens løb kun fundet tre andre på Lolland, den seneste i 1906. I hele Norden kender man kun til omkring 1.000 fund af guldbrakteater, så for os er der tale om noget helt særligt, siger hun.
En brakteat er ifølge Museum Lolland-Falster en lille, rund og tynd guldskive med en dekoreret forside, indrammet af en perlet guldtråd og forsynet med en øksen, så man kunne bære den i en snor eller kæde om halsen.
Carsten Helm og sønnerne fandt guldskatten for nyligt ved Magletving på Lolland.
Udstilles på museum
Foruden guldbrakteaten blev der inden for et område på 130 kvadratmeter fundet endnu et guldvedhæng, tre afhuggede guldstykker, som formentlig stammer fra halsringe, samt en guldring.
Derudover blev der også fundet nogle afhuggede sølvstykker.
Guldbrakteaten og resten af guldskatten fra Magletving kan ses på Stiftsmuseet i Maribo, som er en del af Museum Lolland-Falster, fra 9. december 2016.
Guldfundet er et blandt flere skatte fundet på Lolland den seneste tid. I slutningen af november blev der fundet en sølvskat på en mark ved Vindeby.