Færre fly i første halvår til Lolland Airport

Dårligt vejr får skylden for at 2024 er startet mindre godt end ventet for Lolland-Falster Airport. Ifølge lufthavnschefen har sommeren taget revanche.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Årets første syv måneder bød på færre flyvninger end året før i Danmarks sydligste lufthavn, Lolland-Falster Airport ved Holeby.

Med 3.521 såkaldte operationer – der dækker over en start eller en landing – siden årsskiftet og frem til udgangen af juli måned, var der tale om en nedgang på 16 procent sammenlignet med samme periode året før.

- Nedgangen skyldes dårligt vejr i april, maj og juni. Det medførte, at mange private og fritidspiloter ikke tog ud for at flyve, forklarer lufthavnschef Hans Mouszynski.

quote Her ved udgangen af august har vi næsten indhentet det, vi tabte

Hans Mouszynski, lufthavnschef, Lolland-Falster Airport

Nedgangen sker på trods af at Flyverhjemmeværnet i første halvår har været en flittig gæst på landingsbanen i forbindelse med omskoling til deres nye Twin Otter-fly.

- Det er vi absolut glade for, at de valgte at bruge lufthavnen. Vores beliggenhed var lige det, de havde brug for, siger Hans Mouszynski.

Mindre salg af brændstof

Nedgangen i antal flyvninger har også sat sit præg på brændstofsalget, der dog udgør en mindre del af lufthavnens omsætning.

Ifølge Hans Mouszynski er udviklingen dog vendt.

- Hen over sommeren i juli og august har vi haft en ganske god, stor stigning, og her ved udgangen af august har vi næsten indhentet det, vi tabte i starten af året, lyder vurderingen fra lufthavnschefen.

Læs også
Konflikt rammer flyveklub: - Vi føler os lidt som gidsler
Læs også
Konflikt rammer flyveklub: - Vi føler os lidt som gidsler

Som følge af en række forbedringer i lufthavnen viser budgetopfølgningen ved udgangen af juli et merforbrug på cirka 300.000 kroner, hvilket betyder at der efter år med overskud i både 2022 og 2023 forventes et underskud på cirka 290.000 i 2024.

Lolland og Guldborgsund kommuner bidrager hver med 714.000 kroner årligt til driften af Lolland Airport.


Nyhedsoverblik