Det forventes, at der er varmt vand til forbrugerne frem til tirsdag morgen, oplyser Lars Buhl, formand for Rødby Varmeværk, mandag klokken 16.30.
Der arbejdes fortsat på at få produktionen af varme i gang igen.
Alarmen løb ind klokken 10.39, og Brand og Redning var efterfølgende på stedet, hvor de hurtigt fik kontrol over branden, fortæller vagtchef Nis Henriksen.
Formanden for Rødby Varmeværk, Lars Buhl, fortæller, at de tre medarbejdere, der står for driften på varmeværket, alle er blevet lettere forbrændt.
- De har fået forbrændinger i ansigtet. Jeg har talt med to af dem, og de er ikke svært tilskadekomne, men de er blevet kørt til undersøgelse på skadestuen, siger han.
Rødby Varmeværk er et halmværk, og branden er ifølge Lars Buhl opstået i rummet med en opriver, der bruges til at findele halmballerne, inden de kommer videre ind i kedlen.
Medarbejderne har åbnet lugen til opriveren, og det er i den forbindelse, at de er blevet forbrændt.
- Det var overraskende for dem, at der var ild derinde, så de har alle tre været inden for rækkevidde af lugen, da der kommer denne her stikflamme ud.