Nyhedsoverblik

Gård på Lolland står i flammer

En firlænget gård ved Birket på det nordlige Lolland står i flammer.

Det oplyser Lolland-Falster Brandvæsen til TV2 ØST.

Alarmen gik kort før klokken 13, og efter små to timers slukningsarbejde kan indsatsleder Henrik Brøndbjerg Christensen fortælle, at branden er under kontrol.

- En del af den ene lade og en del af stuehuset er brændt ned, men det er lykkedes os at inddæmme branden, så den ikke kan sprede sig yderligere. 

Hverken dyr eller mennesker er kommet noget til ved branden, hvor mandskab fra Lolland-Falsters Brandvæsens stationer i Nakskov, Maribo og Stokkemarke er i aktion.

Det vil de være en rum tid endnu, vurderer Henrik Brøndbjerg Christensen.

- Der går i hvert fald tre timer endnu. Vi har netop fået en kran herud, for vi er udfordret af, at vi ikke kan komme ind i bygningerne. De styrter simpelthen sammen om ørerne på os, siger han.

Det er ifølge indsatsleder endnu for tidligt at spå om, hvordan branden er opstået.