Giver 53 millioner til kystbeskyttelse og højvandsport

En højvandsport i Nakskov og kystbeskyttelse af Strøby Egede. Det er to projekter her i området ud af otte, som får støtte fra statens kystpulje.

Otte projekter i områder, der er truet af oversvømmelse, får i alt 150 millioner kroner i støtte fra statens kystpulje. 

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Miljøministeriet.

quote Jeg ville da ønske, at staten havde endnu flere penge til det her område, for det bliver et kæmpe problem

Tine Vinther Clausen (V), formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Lolland Kommune

- En nødvendig hjælp til kommuner, der trues af den nye klimavirkelighed, lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke (S).

Det er regeringen og aftalepartierne bag Grøn Fond - SF, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre, som står bag aftalen om at afsætte 150 millioner kroner til kystpuljen i 2024, som nu bliver udmøntet.

27 millioner til højvandsport i Nakskov

I vores region får Stevns Kommune 25,9 millioner kroner til kystbeskyttelse af Strøby Egede, imens Lolland Kommune får 27,6 millioner kroner til en højvandsport i Nakskov.

De otte projekter, der får støtte fra Kystpuljen i 2024, er:

  1. ”Sønderho digeprojekt på det sydlige Fanø”, Fanø Kommune: 9,5 millioner kroner.

    Projektets formål er at beskytte Sønderho samt områder nord og syd for byen mod oversvømmelse ved at forstærke, forlænge og forhøje det eksisterende dige.

  2. ”Sandfodring på Hjørring Kommunes vestvendte kyst”, Hjørring Kommune: 6,3 millioner kroner.

    Projektet omfatter sandfodring på samlet 8,8 kilometer erosionsramt strækning. Primært ved sommerhusområderne Nr. Lyngby, Mårup, nord for Lønstrup fra Harrerenden til Udemarken og ud for Nørlev-Skallerup-området.

  3. ”Dragør klimarobust kystkommune”, Dragør Kommune: 30 millioner kroner.

    Dragør Kommune vil frem mod 2030 lave et kystbeskyttelsesprojekt langs hele Dragørs 13 kilometer lange kystlinje for at yde en samlet beskyttelse af Dragør Kommune, primært mod stormflod og i mindre grad mod erosion.

  4. ”Højvandsport i Nakskov, Lolland Kommune: 27,6 millioner kroner.

    Kystbeskyttelsesanlægget består af en højvandsport med tilhørende landanlæg og et mindre dige, som samlet kan lukke indsejlingen til Nakskov Havn i tilfælde af højvande og sikre Nakskov by mod oversvømmelser.

  5. ”Stormflodsbeskyttelse af Vejle by og havn”, Vejle Kommune: 12,6 millioner kroner.
    Projektet omhandler blandt andet etablering af forlandsdannelse, et dige, højvandsmur og varslingsaktiveret skydeport/låge.

  6. ”Fremtidens kystbeskyttelse i Køge Bugt Strandpark”, Vallensbæk, Greve, Brøndby, Ishøj kommuner: 22,8 millioner kroner.

    Anlægget vil tage udgangspunkt i den eksisterende linjeføring i Køge Bugt Strandpark, og er baseret på samme naturbaserede tilgang som det eksisterende med plads til rekreative aktiviteter, natur og dernæst til afvanding af vandløbsopland.

  7. ”Stormflodssikring Faaborg”, Faaborg-Midtfyn Kommune: 11,1 millioner kroner.

    Kystbeskyttelsen udgør en højvandsmur og stormflodsporte i kanalens mundinger, hvilket vil beskytte byen mod en 100-års hændelse i 2050.

  8. ”Kystbeskyttelse af Strøby Egede”, Stevns Kommune: 25,9 millioner kroner.
    Projektet omhandler erosions- og højvandssikring af Strøby Egede og Strøby Ladeplads. En strækning handler om højvandsbeskyttelse i en kombination af jorddiger, terrænhævninger og højvandsmure. En anden strækning handler om sandfodring foran skråningsbeskyttelse og lokale diger ved et lavtliggende bagland.

    Støtte i alt: 145,9 mio. kr.


    Kilde: Miljøministeriet.

- Det er glædeligt, at staten nu anerkender, at der er et problem omkring Nakskov, hvor vi skal have styr på den højvandssikring. At miljøministeriet nu giver en lille start af en håndsrækning, er vi rigtig glade for.

 - Det betyder, at der er den her forståelse, som vi tit hører i ord, men ikke rigtig i handling, forstået på den måde, at pengene skal jo findes, siger Tine Vinther Clausen (V), formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget i Lolland Kommune.

Sådan kan Nakskov komme til at se ud i fremtiden, hvis vandet trænger ind i byen ved en 10-årshændelse eller en 100-årshændelse.
Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST.

Ifølge udvalgsformanden er bevillingen dog langt fra nok, da højvandsporten i alt koster knap 300 millioner kroner. Derfor arbejdes der på højtryk på at finde den fulde finansiering.

- Jeg ville da ønske, at staten havde endnu flere penge til det her område, for det bliver et kæmpe problem, siger Tine Vinther Clausen.

Nødvendig hjælp til ny klimavirkelighed

Den nye klimavirkelighed med vildere vejr og hyppigere stormfloder understreger behovet for at styrke kystbeskyttelsen i landets kommuner, mener miljøminister Magnus Heunicke.

- Alle fremskrivninger og scenarier, vi arbejder med, fortæller entydigt, at vi vil få flere kraftige nedbørshændelser og et stigende havniveau, som især truer vores kystområder, siger Magnus Heunicke og fortsætter:

- Stormfloder, som statistisk forekommer hvert 20. år, bliver en hændelse, der kan ske hvert eller hvert andet år i slutningen af århundredet. Derfor støtter vi en række projekter, som vil hjælpe kommunerne til at beskytte udsatte områder lokalt mod oversvømmelser.

Læs også
Ny rapport tegner dyster fremtid for Nakskov og Kalundborg
Læs også
Ny rapport tegner dyster fremtid for Nakskov og Kalundborg

Projekterne, der får støtte, er udvalgt efter, at Kystdirektoratet har gennemgået de 11 ansøgninger, som er modtaget fra kommuner over hele landet. 

Kystpuljen prioriterer de projekter, som er længst fremme i planlægningen, og hvor risikoreduktionen er størst.

Siden 2020 frem til og med 2024 er der uddelt i alt 580 millioner kroner fra Kystpuljen til 30 kommuner fordelt på 46 projekter. 

Puljen 2024 dækker op til 40 procent af et projekts anlægssum, dog maksimalt op til 30 millioner kroner per projekt.


Nyhedsoverblik