Nyhedsoverblik

Havde ulovlige knive med på værtshus

Politiet fik tirsdag aften en anmeldelse fra et værtshus i Nakskov, hvor en 30-årig mand fra det nordlige Lolland havde truet en kvinde med en kniv.

Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters døgnrapport.

Manden var selv gået hen til politistationen, hvor han kontaktede politiet via dørtelefonen, og da en politipatrulje nåede frem til stedet, sad manden og sov på trappen til politistationen. 

Han blev anholdt klokken 01:09 og sigtet for trusler og for overtrædelse af knivloven.

På vej på ind på politistationen truede han betjentene med at ville skyde dem, hvilket førte til at han også blev sigtet for trusler mod politiet.

Efterfølgende blev hans taske undersøgt, og her dukkede der endnu en springkniv op. 

Den 30-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han nu skal afhøres.