Igennem seks år blev en havørn fra Saksfjed-Hyllekrog filmet, for at interesserede kunne følge med i dens liv.
Men den 15. februar blev havørnemoderen fundet skudt.
Havørnen var blevet ramt af to hagl, hvilket tog livet af den. Hun blev ramt i bughulen og i den ene lunge, og blev fundet cirka en kilometer fra sin rede.
Men hvem der har skudt havørnemoderen er endnu uvist, lyder det fra politiet.
- Vi har efterforsket og spurgt skytterne på de tre godser dernede, om de har været opmærksomme på noget i forbindelse med nedskydningen. Men det har ikke givet noget, siger Peter Hvidbjerg, der er politikommissær ved politiet i Næstved.
Artiklen fortsætter under videoen.
Helt almindelige hagl
De to hagl, havørnen blev ramt af, er ifølge Peter Hvidbjerg helt almindelige hagl.
Jeg håber, der kommer en afklaring
- De her hagl er stålhagl, og det er almene hagl. Der er ikke noget specielt ved dem, siger han.
Finder I nogensinde frem til, hvem der kan have gjort det?
- Det tror jeg ikke. Man kan ikke identificere nogle på baggrund af haglene. Det er en standardvare, der er i haglpatronerne. Der er som regel mellem 40 og 60 hagl i sådan en patron, siger Peter Hvidbjerg.
Havørnen blev ramt af to hagl, og det har givet politiet flere hypoteser at gå efter.
- Der er forskellige hypoteser – et kan være, at man skyder efter et andet dyr, og så er der to hagl, der rammer den her ørn, som typisk flyver højere oppe. Men omvendt er der for årstiden ikke rigtigt noget at jage der, som jeg har forstået det, siger Peter Hvidbjerg og fortsætter:
- Der er helt sikkert nogle, der ved noget. Om ikke andet, så den, der har skudt. Det er kun to hagl, der rammer fuglen ud af de mange, der kommer, når man skyder med et jagtgevær, så i mine øjne kan det være et uheld, men årstiden taget i betragtning, så kan det også være tilsigtet, siger Peter Hvidbjerg.
Man kan ikke identificere nogle på baggrund af haglene
Jægerne håber fortsat
I Danmarks Jægerforbund håber man forsat på, at det bliver opklaret hvem, der har skudt havørnen.
- Jeg håber, der kommer en afklaring. Men det kræver, at man har en formodet mistanke til nogen. Og det lyder det ikke til, der er. Så jeg kan have mine tvivl, desværre. Det er jo lidt sådan med den her slags sager, at man nærmest skal have en rygende pistol, før der kommer en domsfældelse, siger Torben Møller Nielsen, der er kredsformand i Danmarks Jægerforbund.
En jæger blev så vred, da han hørte om den døde havørn, at han oprettede en indsamling. Pengene skal gå til en dusør til den person, som kan komme med oplysninger, der kan være med til at finde gerningsmanden. En lang række jægere donerede penge til formålet, men indtil videre har der ikke være brug for dem.
Kort tid efter havørnemoderen blev skudt, så ornitologer, at enkemanden havde fundet en anden mage. Så måske kommer der unger i reden igen.