Her ejer folk deres huse længst: - Der er ildsjæle hele vejen rundt

Med 14,5 år er Nørreballe på Lolland det postnummer i hele kongeriget, hvor borgerne ejer deres huse i længst tid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I Nørreballe på Lolland kan de bryste sig af lidt af en danmarksrekord. For ganske vist er byen med sine 500 indbyggere ikke prangende i omfang. Derimod er det den by i hele landet, hvor borgerne i gennemsnit ejer deres huse i længst tid.

På landsplan er gennemsnittet 11,6 år – men i Nørreballe ejer indbyggerne i gennemsnit deres bolig i 14,5 år. Det fremgår af en ny opgørelse fra Boliga.

Ifølge indbyggerne er årsagen åbenlys. Sammenhold.

quote Vi kan byde nogle ting til de unge mennesker, der kommer her

Flemming Albrektsen, formand, Østofte-Nørreballe Bylaug

Flemming Albrektsen er formand for Østofte-Nørreballe Bylaug. Han er født i byen for 76 år siden og har boet i området det meste af sit liv. Han tror, at byen trods sin størrelse har mange muligheder, som fastholder og tiltrækker nye indbyggere.

- Vi kan byde nogle ting til de unge mennesker, der kommer her – der er børn herude, der er skolefritidsordning og skole op til 6. klasse, siger Flemming Albrektsen og tilføjer:

- Og vores idrætsliv – gymnastikforeningen som har både løb og crossfit-baner ved hallen er meget aktive og store loppemarkeder ved hallen.

Flemming Albrektsen er formand for Østofte-Nørreballe Bylaug. Han ser flere grunde til at også unge børnefamilier vælger byen til.
Flemming Albrektsen er formand for Østofte-Nørreballe Bylaug. Han ser flere grunde til at også unge børnefamilier vælger byen til. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Derudover fremhæver bylaugs-formanden, at Nørreballe stadig har en købmand.

- Det er et privilegium, når man bor på landet. Det er næsten vores livsnerve, at man stadig kan handle ind her.

Læs også
Hussalget boomer på Lolland: - Jeg har aldrig oplevet, at vi sælger så mange ejendomme, som vi gør nu
Læs også
Hussalget boomer på Lolland: - Jeg har aldrig oplevet, at vi sælger så mange ejendomme, som vi gør nu

Imens Nørreballe har national rekord i ejertid på huse, så ejer borgerne i nabobyen Maribo i gennemsnit deres bolig i 12,7, imens Holbæk i den nordlige del af regionen kun sniger sig op på 11,1 år. Det er lige under landsgennemsnittet på 11,6 år, imens Fejø er det sted her i sendeområdet, hvor husene i gennemsnit skifter ejermand hyppigst med 10,7 år.

Ildsjæle hele vejen rundt

Michael Nielsen er tilflytter i Nørreballe, men har allerede boet i byen i 15 år. Det var en kæreste, som fik ham til at flytte til fra Maribo.

quote Nogle gange snakker vi om at flytte fra byen – men hvorfor skulle vi gøre det?

Michael Nielsen, Nørreballe

- Generelt synes jeg, det er dejligt at bo her. Jeg er med i al foreningsliv her i byen. Så det er rigtig rart, siger Michael Nielsen og tilføjer:

- Nogle gange snakker vi om at flytte fra byen – men hvorfor skulle vi gøre det? For vi har solen hele dagen, et fint hus at bo i, hvor jeg kan se ud over markerne.

Michael Nielsen flyttede til Nørreballe for 15 år siden. Han har endnu ikke fundet nogen god grund til at flytte væk igen.
Michael Nielsen flyttede til Nørreballe for 15 år siden. Han har endnu ikke fundet nogen god grund til at flytte væk igen. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Han fremhæver også det årlige store loppemarked, som et eksempel på byens sammenhold:

- Der kan vi jo samle over 100 folk til at hjælpe til, siger han og tilføjer:

- Der er ildsjæle hele vejen rundt – men det er klart, dem skal man passe på, for der kommer en dag, hvor de ildsjæle ikke er der mere. Derfor skal vi hele tiden producere nogle nye ildsjæle her til byen – og det synes jeg, der er, med de unge mennesker, der begynder at flytte hertil.

Læs også
Overvældende interesse - tidslomme midt i Horbelev revet væk langt over udbudspris
Læs også
Overvældende interesse - tidslomme midt i Horbelev revet væk langt over udbudspris

I den anden ende af skalaen, altså det postnummer, hvor boligejerne hyppigst skifter boligen ud, finder man Nordhavn, der fører an med ejerperioder på bare små fem år.

Med til regnestykket hører dog, at postnummer 2150 Nordhavn først blev et selvstændigt postnummer i 2013, mens en del ejendomme i området er nybyggeri, der kun har eksisteret i få år. Men også naboerne i postnummer København K holder ikke til længe på samme adresse med 6,2 år.


Nyhedsoverblik