Mandag den 17. juni 2024 bliver en historisk dag for byggeriet af Femern Bælt-tunnelen mellem Danmark og Tyskland.
Her vil H.M. Kongen nemlig indvie det første tunnelelement, der efter planen skal nedsænkes på den danske side senere på året.
Vi er meget stolte over, at H.M. Kong Frederik X har valgt at markere denne store dag
Det element vil dermed udgøre de første 217 meter af tunnelen, der bliver verdens længste sænketunnel.
- Indvielsen af det første tunnelelement er en betydningsfuld milepæl i projektet, udtaler Mikkel Hemmingsen, administrerende direktør i Sund og Bælt, i en pressemeddelelse.
- Vi er meget stolte over, at H.M. Kong Frederik X har valgt at markere denne store dag med os, tilføjer Mikkel Hemmingsen.
Femern Bælt-tunnelen består af 79 store tunnelelementer og 10 specialelementer i beton.
Bygges op af 89 sektioner
Femern Bælt-tunnelen bliver verdens længste sænketunnel for tog og biler.
Tunnelen bygges op af 89 tunnel-sektioner, der sænkes ned og sættes sammen til en lang tunnel.
Tunnelen under Femern Bælt bliver i alt 18 kilometer lang og vil forbinde Lolland med den tyske ø Femern.
Opgaven med at bygge tunnelen varetages af Femern Link Contractors, imens Fehmarn Belt Contractors står for gravearbejdet.
Rejsetiden gennem tunnelen bliver 10 minutter for biler og syv minutter for tog.
I dag tager sejlturen fra kyst til kyst 45 minutter.
Byggeriet ventes færdig i 2029.
Kilde: Femern A/S.
Tunnelelementerne produceres på et særligt produktionsanlæg i Rødbyhavn på Lolland, der udgør den største byggeplads i Nordeuropa.
Efterlader særlige minder til fremtiden
Kongen vil under besøget få lejlighed til at hilse på nogle af de unge lærlinge, som er med til byggeriet.
I anledning af indvielsen har Femern A/S desuden lavet en tidskapsel for at markere dagen.
Tidskapslen bliver fyldt med tanker og genstande fra blandt andet lærlinge fra Femern-projektet, elever fra Lolland International School og inviterede gæster ved indvielsen.
- Du kan også bidrage til indholdet i tidskapslen. Dette kan ske samme dag som kongens besøg i Femern-projektets udstilling i Havnegade 2 i Rødbyhavn, oplyser Femern A/S.
Tidskapslen vil være åben for genstande eller hilsner klokken 12.00 til 15.00. Derefter lukkes den.
- Vi beder om, at genstande til tidskapslen højst er på størrelse med et spil kort, skriver Femern A/S.
Tidskapslen udstilles i en periode i udstillingen, inden den forsegles og nedsættes nær indgangen til tunnelen som en hilsen til fremtidens generationer.
Selve indvielsen begynder klokken 11.00 ved Femern A/S' udstillingscenter.
Første spadestik på den danske side blev taget i starten af 2021, og tunnelen mellem Lolland og den tyske ø Femern ventes at være færdig i 2029.
Rejsen gennem den 18 kilometer lange tunnel vil angiveligt tage ti minutter at køre i bil og syv minutter i tog.