Fredag klokken 5.06 anmeldte en 42-årig mandlig beboer på Godstedvej ved Øster Ulslev på Lolland, at han netop havde været udsat for et hjemmerøveri i sin bolig.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Flygtede ud af loftrum
Den 42-årige blev opsøgt af to personer, som truede sig til et mindre kontantbeløb.
- Forurettede lå og sov på 1. sal og bliver så vækket, da de to gerningsmænd går ind i huset. De truer den forurettede, som udleverer et mindre beløb, der er under 1000 kroner, siger politikommissær Steen von Würden Petersen.
Gerningsmændene truede den 42-årig mand med en økse:
- Han blev truet med en lille økse eller lignende og det vides ikke, om øksen er fundet på stedet, eller om det er en, de har medbragt. Der opstår en form for tumult, og derefter lykkedes det den forurettede at flygte ud af et loftrum og søge hen imod nogle af naboerne, siger Steen von Würden Petersen.
Det lykkedes herefter den 42-årige mand at flygte fra stedet uden at lide fysisk overlast, og efterfølgende alarmerede han politiet.
Politiet beder offentligheden om hjælp
Gerningsmændene er formentlig ankommet til stedet i et køretøj, men der er ikke yderligere oplysninger om køretøjet eller om, hvor de kørte hen efter røveriet.
Gerningsmændene beskrives som følgende:
Gerningsperson A: mand, ca. 40 år, ikke etnisk dansk, ca. 195 cm høj og fedladen af bygning. Han havde halvlangt hår.
Gerningsperson B: kvinde, ca. 40 år og omkring 150-160 cm høj. Hun var almindelig af bygning og havde mellemlangt, sort hår. (OBS: kvindens alcer er blevet opdateret i løbet af dagen af politiet. De efterlyste oprindeligt en kvinde på 25-30 år.)
Politiet beder om hjælp fra borgere, der har set eller hørt noget mistænkeligt eller har viden om røveriet. Henvendelse kan ske til politiet på tlf. 1-1-4.
VIDEO: Nabo Tonny Jensen er forbløffet over hjemmerøveriet på den ellers fredelige egn: