Et enigt byråd i Lolland Kommune sagde torsdag aften ja til en kæmpeinvestering i Nakskov Havn. I alt skal der bygges for 57,1 millioner kroner.
Formanden for Teknisk Udvalg, Gert Mortensen (S), pegede på, at de omfattende anlægsarbejder er nødvendige for at sikre, at havnen fortsat er konkurrencedygtig. Han pegede på, at næsten 2.000 arbejdspladser i området er afhængige af havnen.
Det er en investering i Nakskov by og i hele kommunen
- Vi står overfor årets største anlægsinvestering i Lolland Kommune. Vi udviser rettidig politisk omhu ved at sikre den fortsatte erhvervsudvikling i området, og dér har Nakskov Havn stor betydning, sagde han.
En investering i hele kommunen
De mange penge skal blandt andet bruges til at udvide sejlrenden, så havnen kan modtage skibe på helt op til 150 meter. I dag går grænsen ved 130 meter. Der skal også etableres en ny kaj på Sydhavnen på 155 meter.
Også Henrik Høegh (V) slog fast, at det er en god ide at hælde de mange kommunale millioner i havnen.
- Det her er en investering i erhvervsliv og arbejdspladser. Det er en investering i Nakskov by og i hele kommunen. Og det er en investering, der er med til at understøtte den optimisme på kommunens vegne, som jeg synes, vi har god grund til, sagde Henrik Høegh.
Lolland Kommune overtog Nakskov Havn i juli 2014. Og kommunen har allerede investeret 27 millioner i at forbedre havnen.