Nyhedsoverblik

Kajakroer nomineret til stor sportspris

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark har sat navne på yderligere fem kandidater til prisen som Årets Sportsnavn 2024.

Kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen, der er fra Lolland, er en af dem.

Onsdag er paraatleten Daniel Wagner, banecykelrytterne Niklas Larsen og Michael Mørkøv, mændenes håndboldlandshold og dressurholdet desuden blevet nomineret.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

I alt vil 15 blive nomineret til prisen, der uddeles ved Sport 2024 i Herning den 4. januar.

Emma Aastrand Jørgensen offentliggjorde i oktober, at hun indstiller sin karriere i en alder af 28 år. Hun vandt bronze ved sommerens OL i Paris.

For en uge siden blev også den lokale bryder Turpal Bisultanov nomineret.

Badmintonspilleren Viktor Axelsen, banerytterne Julie Norman Leth og Amalie Dideriksen, parasvømmeren Alexander Hillhouse og sejleren Anne-Marie Rindom er også nomineret.

Prisen er blevet uddelt siden 1991, hvor den tilfaldt svømmeren Mette Jacobsen. De danske håndboldherrer blev årets sportsnavn sidste år.