Omkring 45.000 træer er der blevet plantet ved kirken i Sandby på det vestlige Lolland.
Det er menighedsrådet, der har besluttet, at jorden ikke længere skal bortforpagtes til landbrug men i stedet omdannes til en skov.
Det skal gavne både klimaet og lokalbefolkningen.
- Det er noget, hele Sandby og omegn får glæde af, for når vi får lavet et rigtigt fedt stisystem, så der er rigtig mange mennesker, der kan gå tur i skoven, så det bliver altså godt på sigt, det er jeg sikker på, siger Rasmus Seeberg, der er næstformand i Sandby-Branderslev Sognes Menighedsråd.
Planer om solceller
I Våbensted på Lolland er menighedsrådet også med på den grønne omstilling. Her er ønsket at erstatte en roemark med solceller, hvilket både skal gavne klimaet og kirkekassen.
- Solcellerne vil give en indtægt i 30 år, så vi har penge til at holde vores bygninger ved lige, siger Knud-Erik Rasmussen, formand for Våbensted-Engestofte Sognes Menighedsråd.
Men en del af jeres sognebørn er imod solcellerne, hvad tænker I om det?
- Det har vi det ikke særligt godt med, men jeg tror, at når først de har hørt mere om, hvad det indebærer, og hvor solcellerne skal være, så kan det godt være, de får en lidt anden holdning til det, fastslår menighedsrådsformanden.
Grøn omstilling
Folkekirken har en målsætning om at blive grønnere, og her spiller skov og solceller en stor rolle.
- Det konventionelle landbrug er jo en industri som så mange andre, men det er ikke specielt naturnært, så kan man bruge en mere naturlig arealanvendelse, som man kalder det, så er det altså noget, som er værd at tage med og ikke kun fortsætte, som man plejer, siger Jesper Rønn Kristiansen, der er projektleder i Folkekirkens Grønne Omstilling.
Folkekirkens Grønne Omstilling er et landsdækkende initiativ med opbakning fra den samlede folkekirke. Formålet er at tage hele folkekirken i en grønnere retning.
Bag Folkekirkens Grønne Omstilling står en styregruppe med repræsentanter fra hele folkekirken og en kompetent projektgruppe med baser i hele landet.
Udover projekterne i Sandby og Våbensted er der også planer om at plante klimaskove på kirkens arealer i Hellested på Stevns og Lundforlund syd for Slagelse.
Flere vil følge trop
Ønsket er, at endnu flere menighedsråd vil følge trop de kommende år.
- Håbet er, at vi kan efterlade en jord bedre, end den vi har overtaget, for det kommer ikke bag på nogen efterhånden, at vi lever i det biologerne kalder den sjette masseuddøen, aldrig er der forsvundet så mange dyr og planter, og aldrig har vi overudnyttet jordens ressourcer mere, siger Jesper Rønn Kristiansen.
Folkekirken råder over 8500 hektar landbrugsjord. Indtil videre er omkring 100 hektar af dem ved at blive omdannet til skov.
Størstedelen af folkekirkens jorde bliver stadig brugt til landbrug, så rykker nogle enkelte skove og solceller overhovedet noget?
- Ja, det gør en stor forskel for planter og dyr, og det at gøre noget godt for klima og miljø er ikke noget, man bare lige gør på et øjeblik, fastslår projektlederen.
Gratis frugt
Om et års tid har træerne i skoven i Sandby vokset sig tilpas store til, at skoven kan åbne for offentligheden.
Heriblandt er der en masse frugttræer, hvor de besøgende kan tage for sig.
- Jeg vil næsten sige, de må plukke lige, hvad de vil og tage med hjem og lave en æblekage eller et eller andet, bare vi får lov til at smage noget af det, fastslår Rasmus Seeberg med et grin.