Måske husker du scenen fra Disney-filmen Løvernes Konge, hvor Simba forsvarer sin ven, vortesvinet Pumba, mod løvinden Nala, der vil spise det storpruttende dyr.
Det er naturligt for løver at være i en større flok
Efter lidt løvekamp indser Simba, at Nala alligevel er sød nok. De bliver kærester og flytter sammen på Kongeklippen.
Om der er romancer af den slags på vej i Knuthenborg Safaripark, ved vi ikke endnu, men her er der i hvert fald også en Simba, der er flyttet sammen med sine artsfæller.
Godt nok er Simba i dette tilfælde en hunløve. Ligesom sine to bofæller, Molly og Ploy, der ligesom Simba er hentet til Danmark fra Ukraine i 2022 og 2023.
De tre løver har indtil nu gået side om side, adskilt af et hegn, for at vænne sig til deres nye omgivelser og ikke mindst hinanden. Men nu er de blevet én flok.
En god sammenflytning
Knuthenborg Safaripark har besluttet, at tiden var moden til en sammenflytning. Sammenflytningen var ifølge parkens dyrlæge grundigt forberedt, men blev alligevel observeret med en vis spænding.
- Vi var godt forberedte, men selvfølgelig spændte på, hvordan de ville reagere, udtaler Therese Hård, der er dyrlæge i Knuthenborg Safaripark, i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Efter et par runder, hvor de lige skulle se hinanden an, gik det over al forventning. Sammen skal de nu udvikle relationerne endnu tættere i den kommende tid.
Molly, Simba og Ploy skal nu vænne sig til at være en løveflok i området i Tigerskoven. Det er dog kun et midlertidigt hjem. For Knuthenborg Safaripark er i gang med at etablere et nyt anlæg til dem.
På størrelse med syv fodboldbaner
Det nye løveanlæg bliver cirka 40.000 m2 stort. Det svarer ifølge Knuthenborg Safaripark til størrelsen på syv fodboldbaner.
Arbejdet med at etablere anlægget skrider ifølge Knuthenborg Safaripark planmæssigt frem.
Løveanlægget forventes at stå klar i slutningen af 2023 og have fokus på høj dyrevelfærd og masser af plads.
- Det er naturligt for løver at være i en større flok. Derfor bygger vi nu et endnu større løveanlæg med masser af plads og aktiviteter, hvor de kan være ambassadører for deres vilde artsfæller i naturen, udtaler Knuthenborg Safariparks direktør Christoffer Knuth.
Parken huser allerede Europas største elefantanlæg samt Europas største tigeranlæg.