Nyhedsoverblik

Mand død efter at være blevet ramt af tog

En 45-årig mand er onsdag eftermiddag afgået ved døden, efter han blev påkørt af et tog.

Påkørslen skete ved jernbaneoverskæringen på Lindevej i Sakskøbing få hundrede meter fra byens station.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er der ikke noget, der tyder på, at der ligger noget mistænkeligt bag ulykken. 

Mandens pårørende er blevet underrettet. 

På grund af påkørslen var flere togafgange på Lollandsbanen aflyst onsdag efter ulykken. 

Togdriften er nu genoptaget.