Siden 1926 har der været juleoptog i Sakskøbing. Men i år har foreningen bag juleoptoget for første gang fået afslag fra politiet til at gennemføre det legendariske optog, som de har gjort i 97 år.
Skal paraden trille ned ad gaderne i år, må de juleglade børn og voksne ikke længere sidde på de dekorede ladvogne. I stedet skal de gå ved siden af.
Det kom som et chok, og var ''komplet uforståeligt'' for formanden for Sakskøbing Handelsstandsforening, der står for at arrangere juleoptog.
Efter længere tids dialog mellem foreningen og Politiets Administrative Center nåede sagen om juleoptoget i Sakskøbing onsdag til transportministeren.
I folketingssalen bad Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod transportminister Thomas Danielsen (V) svare på, om ministeren agter at komme juleoptoget til undsætning.
- Vil ministeren tage initiativ til at ændre lovgivningen om paradekørsel, så arrangementer som juleoptoget i Sakskøbing, der har fundet sted siden 1926, kan undgå det store arbejde med bureaukrati og tilladelser, så man også fremadrettet kan holde juleoptog landet over, lød spørgsmålet fra Peter Kofod.
Indtil videre har Politiets Administrative Center nemlig sagt nej til en fuld tilladelse til optoget, fordi der befinder sig personer ombord på vognene.
At juleoptoget i Sakskøbing i år har mødt modstand fra politiet undrer transportministeren:
- Det, der er lidt mærkeligt med lige nøjagtigt det her juleoptog, er, at det aldrig har været et problem. Og vi har ikke ændret lovgivningen, og lige pludselig ser politiet åbenbart på det med nye briller, hvilket jeg selvfølgelig er lidt overrasket over. Den lovgivning man har administreret efter nu, har man i hvert fald administreret efter i 19 år, svarer transportministeren.
Arbejder på dispensationsordning
Der bliver dog arbejdet på højtryk for at finde en løsning, så juleoptoget bliver som det traditionelt har været de sidste 97 år, tilføjer han.
- Færdselsstyrelsen har sat alt ind på at håndtere det akut her og nu, sådan at der kommer en dispensationsordning – men i sidste ende er det jo noget, som bliver besluttet af politiet, svarer transportministeren.
Peter Kofod efterlyser en forsikring om, at der findes en løsning nu og her, så juleoptoget i Sakskøbing kan fortsætte, som det har gjort i 97 år.
Transportministeren understreger, at han mener, der bør være dispensationsmuligheder for særlige parader såsom juleoptog, da de foregår i gå-tempo.
- Jeg kan ikke sige det mere klart og tydeligt end, at jeg skal nok sørge for, at lovgivning på min del af området kommer på plads, siger han og afslutter:
- Under alle omstændigheder sørger jeg for, at Færdselsstyrelsen ikke kommer til at stå i vejen for, at paraden kan gennemføres. Jeg sørger også for, at der bliver en klar dispensationshjemmel fra næste år.
For nu tillader politiet, at juleoptoget kan finde sted, uden at der befinder sig personer på vognene.