Instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis kendte ikke historien om modstandskvinden Monica Wichfeld, før hun gik i gang med arbejdet på sin anden film om Hvidstengruppen.
- Overhovedet ikke. Og jeg er så fascineret af hele den historie, fortæller hun til TV2 ØST.
En ny podcast fra TV2 ØST fortæller historien om modstandskvinden Monica Wichfeld. Hun boede på Engestofte Gods på Lolland, og hun var blandt andet med til at arrangere en sabotørskole i præstegården i landsbyen Våbensted, der ligger lidt uden for Sakskøbing.
Hun voksede op i Irland, men giftede sig med den danske godsejer Jørgen Wichfeld. Og da tyskerne besatte Danmark, besluttede Monica at gøre modstand. Hun samlede penge ind til det illegale arbejde og sørgede også for, at der kom engelsk sprængstof til Lolland.
I vinteren 1944 blev hun taget af Gestapo og blev som den første kvinde i Danmark dømt til døden af nazisterne.
En overset fortælling
I den biografaktuelle film Hvidstengruppen II – De efterladte bliver historien om Monica Wichfeld flettet ind i fortællingen om Tulle og Gerda Fiil fra Hvidsten Kro ved Randers.
De to søstre var begge aktive i modstandsbevægelsen og endte med at blive sendt i flere forskellige kvindefængsler rundt om i Tyskland. En meget barsk oplevelse, som Anne-Grethe Bjarup Riis mener er blevet overset i historiefortællingen om Anden Verdenskrig.
- Alle tror jo, at historien slutter, efter de otte mænd fra Hvidstengruppen bliver skudt. Og det troede jeg da egentlig også selv, fortæller instruktøren.
Men et interview i en lokalavis fik Anne-Grethe Bjarup Riis og producent Regner Grasten til at se nærmere på tiden efter henrettelserne.
- Gulle på Hvidsten Kro, som er oppe i 70’erne i dag, det er hende den lille pige i filmen, hun gav et interview til Randers Amtsavis i 2017, fortæller Anne-Grethe Bjarup Riis.
- Her åbner hun op for, hvordan det var at have en mor, som var ramt af at have været nede at afsone i Tyskland.
Gulles fortælling fik de to filmskabere til at grave i arkiverne, og det viste sig, at Kirstine ”Tulle” Fiil og hendes søster Gerda blev udsat for meget voldsomme ting i kvindefængslerne.
- Der var fangevogtere, der tævede fangerne ihjel. Og folk blev guillotinerede, så det er jo frygteligt det, det de har været udsat for. Og det har vi jo ikke vidst, altså hvem ved noget om de kvindefængsler, spørger Anne-Grethe Bjarup Riis.
Mødtes i en fængselscelle
Da Tulle Fiil blev flyttet til et fængsel i Cottbus i det østlige Tyskland, endte hun i en celle med flere andre danske kvinder. En af dem var Monica Wichfeld fra godset på Lolland.
Hun bliver spillet af Ellen Hillingsø, og Anne-Grethe Bjarup Riis fortæller, at den 50-årige godsejerfrue spiller en vigtig rolle i fortællingen om Tulle Fiil.
- Hun var sådan en kvinde, som havde selvrespekt, og som holdt hovedet højt, uanset hvor snavset hun sad og for eksempel måtte bruge det samme vaskevand. Hun havde en værdighed og et håb, som smittede af på de andre kvinder, fortæller Anne-Grethe Bjarup Riis.
Og i filmens univers får Monica Wichfeld en vigtig funktion, fortæller instruktøren.
- Jeg har lavet min dramaturgiske linje sådan, at når Tulle har siddet i fængsel i Dreibergen i isolation i tre måneder, så er hun faktisk i sit laveste. Hun er ved at gå til både psykisk og fysisk, men så bliver hun overført til Cottbus. Og der er det Monica, der er med til at løfte hende og snakke om, at hun skal overleve, fordi hun har nogen derhjemme.
Faktisk mener Anne-Grethe Bjarup Riis, at Monicas tilstedeværelse i cellen i Cottbus var med til at rede Tulle Fiils liv.
- Det dér håb og hele den energi, hun har, tror jeg simpelthen, er med til at redde Tulle Fiil. At det så vender, at det senere er Monica, der bliver syg, og Tulle skal holde hende oppe, det er jo kun smukt, siger hun.
Et kæmpe forbillede
Selvom Anne-Grethe Bjarup Riis ikke kendte Monica Wichfelds historie, før hun påbegyndte researchen til sin nyeste film, er hun blevet meget begejstret for at have fået kendskab til den.
- Det er en fantastisk historie, siger hun.
Og filminstruktøren mener, at vi i dag fortsat kan bruge fortællingen om den modige godsejerfrue.
- Monica er jo en rollemodel for mange kvinder, synes jeg, fordi hun tager skeen i egen hånd. Hun gør, hvad der passer hende, men på sådan en fin måde, siger hun.
- Jeg synes, hun er et kæmpe forbillede.
Er du interesseret i at høre mere om Monica Wichfeld, så har TV2 ØST lavet en podcast om hele hendes liv. Podcasten hedder Dømt til døden og du kan finde den her - eller i din foretrukne podcast-app.