Torsdag var den stærkt omdiskuterede gasledning til Falster og Lolland på dagsordenen for et samråd i Folketinget. Enhedslistens energiordfører Søren Egge Rasmussen havde indkaldt klimaminister Dan Jørgensen (S).
Gasledningen, der i første omgang skal forsyne Nordic Sugars to fabrikker med mere miljøvenlig gas, blev vedtaget 1. februar i år, men det har ikke afskrækket Enhedslisten fra at få regeringen på andre tanker.
Det er indirekte statsstøtte af de to fabrikker, at man bygger en gasledning til 800 millioner kroner, som gasforbrugere i hele Danmark kommer til at betale for
Ministeren blev dels bedt om at redegøre for de ifølge Enhedslisten manglende samfundsøkonomiske gevinster ved at anlægge gasledningen. Endvidere har Enhedslisten også anfægtet problematikken omkring at investere i infrastruktur til gas, der i modsætning til eksempelvis elektrificering ikke er CO2-neutralt.
- Vi står over for, at Dan Jørgensen vil have, der gennemføres sådan en udvidelse af gassystemet, der har en negativ samfundsøkonomisk gevinst på 700 millioner kroner, siger Søren Egge Rasmussen og tilføjer:
- Derfor skulle man have valgt en anden løsning.
- Rigtig ærgerligt
Søren Egge Rasmussen mener, at de tyske ejere af Nordic Sugars fabrikker i Nykøbing Falster og Nakskov har set deres snit til store besparelser ved at lade den danske stat anlægge en ny gasledning.
For kul, som i dag bruges i fabrikkens kedler, skal ifølge EU-regler udfases, og alternativet er at omstille til el eller få gassen sejlet ind til fabrikkerne. Begge dele har fået Nordic Sugar til at rejse spørgsmål ved, om det kan betale sig at beholde produktionen af sukker i Danmark.
I stedet for kom regeringen 1. februar med en plan for at bygge 115 kilometer gasledning, som det i sidste ende er gasforbrugerne i hele landet, der skal betale - og det er faldet Enhedslisten for brystet:
- Det er rigtig ærgerligt, Dan Jørgensen ikke har ville sige nej til den her løsning, siger Søren Egge Rasmussen, som frygter, at andre virksomheder nu vil se deres snit til at blive koblet på gasnettet fremfor at investere i dyrere, men grønnere elektrificering.
Enhedslisten havde dog ikke held med sit forehavende:
- Ministeren holder fast i hensynet til, at fabrikken bliver liggende og et kortsigtet hensyn til eksisterende arbejdspladser. Det, synes jeg, er en rigtig skam, for det gør, at man øger afhængigheden af fossil gas.
Minister: En god sag
Dan Jørgensen undlod ikke på samrådet at udtrykke sin forundring over Søren Egge Rasmussens aversioner mod gasledningen.
- Jeg synes, det er en god sag, indledte ministeren, da han fik ordet og fortsatte med at forklare, at de samfundsøkonomiske beregninger, som Enhedslisten fremhæver, ikke har taget højde for hverken CO2-besparelser eller fastholdelsen af arbejdspladser.
- Det tal er en sammenligning mellem to forskellige gasløsninger, sagde Dan Jørgensen og tilføjede:
- Det betyder også, man ikke har regnet på de samfundsøkonomiske konsekvenser ved, at mange mennesker mister deres job.
Det vil under alle omstændigheder være at gamble med jobs.
Ministeren lod således også på samrådet forstå, at Nordic Sugar ikke kan garantere for de 350 arbejdspladser på koncernens to danske fabrikker på Lolland-Falster, hvis ikke det er muligt at erstatte kul med gas i sukkerproduktionen.
- Det vil under alle omstændigheder være at gamble med jobs. Og det er heller ikke afspejlet i det tal (den samfundsøkonomiske gevinst, red.).
Vil undersøge EU-regler
Hos Enhedslisten giver man dog ikke meget for Nordic Sugars prognoser om, at el ikke er egnet som energikilde.
- Det er ikke det, der er dilemmaet – men så vil man stå i en situation, hvor de tyske ejere skulle investere mere i en grønnere løsning. Her står vi med en løsning, som gasforbrugerne skal betale, og som tyskerne er glade for, fordi de ikke skal investere ret meget i det.
Enhedslisten vil derfor nu se nærmere på, om byggeriet og den finansieringsmodel, der ligger bag, er i overensstemmelse med EU-reglerne for statsstøtte.
- Det er indirekte statsstøtte af de to fabrikker, at man bygger en gasledning til 800 millioner kroner, som gasforbrugere i hele Danmark kommer til at betale for. Det, synes vi, skal undersøges nøje – om det kan være i overensstemmelse med EU-reglerne for statsstøtte, siger Søren Egge Rasmussen.
Klimaministeriet har tidligere oplyst, at man i perioden fra 2020 til 2030 forventer, at andelen af bæredygtig biogas i det danske gasforbrug vil stige fra cirka 20 til cirka 50 procent – med potentiale for, at al dansk gasforbrug består af gas fra vedvarende energikilder.
Regeringen besluttede, at der skal anlægges en 115 kilometer lang gasledning, der skal gå fra Sydsjælland over Falster og ende i Nakskov. En nyhed, der blev positivt modtaget af borgmester i Guldborgsund Kommune John Brædder (Guldborgsundlisten):