Kameraet ved ørnereden i Saksfjed-Hyllekrog tændte fredag morgen, og Danmarks Ornitologiske Forening (DOF) er dermed klar til at skyde endnu en sæson af ØrneTV direkte fra Lolland i gang.
De næste fire til fem måneder kan man fra skærmen opleve Europas største ørne helt tæt på og følge dem i deres færd, når de lægger æg, henter føde, og når de første ørneunger begynder at prikke sig igennem æggene.
Havørneparret ser rigtig godt ud i år. Og sidste år viste de, at de er et rigtig godt forældrepar
Det skriver Dansk Ornitologisk Forening (DOF)/BirdLife Danmark i en pressemeddelelse.
- Havørneparret ser rigtig godt ud i år. Og sidste år viste de, at de er et rigtig godt forældrepar. Så jeg har store forventninger til dem i år. Det tegner ganske enkelt til en helt fantastisk sæson, siger Kim Skelmose, leder af DOF’s Projekt ørn og ØrneTV-mand.
Og hvis du ikke vil gå glip af sæsonens første ørneæg, er det med at finde popcornene frem og snart få tændt for signalet, der kan livestreames 24 timer i døgnet. Meget tyder nemlig på, at det første æg fra det dygtige sæt forældre er lige på trapperne.
- Nogle af de danske havørnepar har allerede lagt de første æg, og parret i TV-reden har arbejdet meget ihærdigt og slæbt store mængder græs og mos til redeskålen de seneste dage. Det tyder på, at det første æg kan være på vej inden for få dage, siger Kim Skelmose.
Trods de seneste ugers kulde og sne, har vinteren nemlig i år været temmelig mild. Derfor er fuglene generelt tidligt i gang med yngleforberedelserne.
Hornuglepar i Sønderjylland kan også streames
Havørnene er mest aktive om dagen, så hvis du er lidt af en natteravn, er der også underholdning at hente vestfra. I en grusgrav i Sønderjylland holder et hornuglepar nemlig til, og ligesom med havørnene kan ugleparret også følges døgnet rundt de næste måneder via DOF’s UgleTV.
- Uglerne er selvsagt mest aktive om natten og i skumringen, så det er oplagt at have UgleTV tændt, når man sætter sig til rette i sofaen om aftenen.
- Men når ungerne bliver store nok til at komme frem fra forældrenes beskyttende vinger, så kan der sagtens også være et leben omkring reden i dagtimerne. Vi kommer ikke til at kede os, siger Klaus Dichmann, der er DOF’s ugleekspert og UgleTV-mand.
Forbedret billede og lyd
Kameraet i Fugleværnsfondens reservat i Saksfjed-Hyllekrog på Lolland blev sat op i 2013, og året efter kom kameraet i uglereden i den sønderjyske grusgrav op. Både ørneparret og ugleparret er altså vant til at agere tv-stjerner, og de reagerer ikke længere på kameraernes bevægelser, når de zoomer og drejer.
I år er der ved begge reder blevet lavet forbedringer, der skal give en endnu bedre oplevelse for seerne. Hos ØrneTV er der blevet sat et nyt og forbedret kamera op, og det er blevet flyttet, så det nu kan fange både reden og omgivelserne endnu bedre.
- Det er nogle helt utroligt flotte billeder, vi kan få både af havørnene i reden, men også når de sidder på et skur på en ø langt ude i horisonten, når de kommer ind med bytte, eller når der er besøg fra andre fugle i nærheden. Det hele står meget skarpt, siger Kim Skelmose.
DOF oplever dog stadig, at der ved ørnereden kan være udfald i forbindelsen, så man som seer kan opleve, at ØrneTV går i sort. DOF oplyser, at de fortsat arbejder på at finde en løsning.
Allerede i starten af februar kunne man høre uglerne ”snakke sammen”
Ved uglereden er taget over reden repareret, nogle grene er fjernet for bedre udsyn, og kameraet er monteret mere stabilt. Der er også blevet installeret en mikrofon, så det nu igen bliver muligt at høre uglernes kalden og lydene fra omgivelserne. Mikrofonen vil dog være slukket i dagtimerne, så man undgår støjen fra maskinerne i grusgraven.
- Allerede i starten af februar kunne man høre uglerne ”snakke sammen”, og i den kommende tid vil man i aftentimerne kunne høre hannen fortælle hunnen i reden, med sit monotone ’Bu Bu’, at han er på vej med bytte til hende. Som regel i form af en stor fed rotte, fortæller Klaus Dichmann.
DOF understreger, at kameraerne ikke kun er til for underholdningens skyld. Ifølge DOF dokumenterer optagelserne nemlig nogle helt unikke øjeblikke, og den intense overvågning er med til at give ny og detaljeret viden om fuglene, som ikke var muligt at få på andre måder.
Hvis du følger med på enten ØrneTV eller UgleTV opfordrer DOF til at give lyd, hvis du bliver vidne til noget sjovt eller spændende. Det kan du gøre ved at skrive en kommentar i kommentarfeltet på DOF’s ØrneTV- og UgleTV-side.
Sådan får du mest ud af Ugle og ØrneTV
Hvornår er det mest oplagt at se Ugle- og ØrneTV?
UGLETV: Omkring skumringen ved 17.30 tiden og frem til midnat er der mest aktivitet ved reden og igen i morgentimerne fra 04.00 til 06.00
ØRNETV: Aktiviteten i havørnereden er uforudsigelig i dagtimerne. Alle tidspunkter kan være lige gode, så det er bare om at kigge med.
Hvad skal jeg kigge efter?
UGLETV: Når den hvide strubeplet ses tydeligt på enten hannen og hunnen, er det fordi uglerne kalder til hinanden. Husk at tænde for lyden, så du kan høre dem kalde.
ØRNETV: I havørnereden kan man med fordel holde øje med, hvornår æg klækkes, fodring af ungerne og om der kommer ubudne gæster i reden.
Hvordan genkender jeg hunnen fra hannen?
UGLETV: Hos rovfugle er det som oftest hunnerne, der er de største, og dette gælder også for stor hornugle.
ØRNETV: Havørnehunnen er den største, og haleaftegningerne er forskellige.
Hvor kan jeg stille spørgsmål?
Du kan stille spørgsmål i kommentarfelterne under livestreamingen på henholdsvis ØrneTV-siden og UgleTV-siden.