Nyhedsoverblik

Plejecenter efterlyser hundeejere

Knap 700 hold er en del af TrygFondens besøgshundekorps, der rykker ud på plejehjem og -boliger landet over.

På Plejecenter Stokkemarke nordvest for Maribo har besøgshundene stor betydning for de ældre, oplyser Helle Boesen Jensen, der er social- og sundhedsassistent på plejecentret.

Det fremgår af en pressemeddelelse. 

- Hunde kan bare noget helt særligt. Det er tydeligt at mærke hos vores beboere. Øjnene stråler, og minderne vælter frem. 

- I deres situation betyder det meget for dem at kunne kigge tilbage og mindes andre tider, for eksempel dengang de selv havde hund, siger hun. 

Hun opfordrer derfor hundeejere i og omkring Maribo til at tilmelde sig TrygFondens optagelsesprøve for nye besøgshundeteams den 28. maj i Maribo.

For at TrygFonden sikrer sig, at hundene trives med besøgsarbejdet, skal hundene gennem en sundhedsundersøgelse og en adfærdstest, ligesom deres ejere skal til en samtale med personalet fra TrygFonden, så de er klædt på til at være frivillige.

Den optagelsesprøve finder sted tirsdag den 28. maj på Margretecentret i Maribo.