Politiet er havnet i et påskemysterium

Politiet har udsendt en efterlysning. I forbindelse med at finde frem til afsenderne af en bunke gækkebreve beder politiet nu offentligheden om hjælp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er ikke hver dag, der dumper en bunke gækkebreve ind gennem brevsprækken hos politiet.

Men det er dog sket hos lokalpolitiet i Nakskov, hvor betjentene er på bar bund i sagen.

quote Vi er på bar bund, fordi der er mange skoler, som starter med S

Lars Slente, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Der er nemlig ikke mange oplysninger at arbejde med.

Fælles for alle gækkebreve er dog, at de er lavet af eleverne i 5.c fra en skole, der begynder med S, i Lolland Kommune.

Her ses bunken med gækkebreve på politistationen i Nakskov.
Her ses bunken med gækkebreve på politistationen i Nakskov. Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

- Vi er tit ude på skolerne for at danne relationer til de unge – vi er selvfølgelig også derude, hvis der er konflikter, siger Lars Slente, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og tilføjer:

- Derfor tager jeg det som en reaktion på, at den gode relation er blevet skabt, når vi får sådan nogle breve fra en 5. klasse.

Læs også
Syvårig sender brev med undskyldning til politiet
Læs også
Syvårig sender brev med undskyldning til politiet

- Men vi er på bar bund, fordi der er mange skoler, som starter med S i kommunen. Der er jo Stenoskolen, Stormarkskolen, Søllested Skole og Sankt Birgitta Skole. Så vi er spredt i øst og vest, siger Lars Slente.

Håber på hjælp udefra og små hint

I forsøget på at finde frem til den rigtige skole og dens elever har politiet via Facebook bedt offentligheden om hjælp.

- Ellers må vi give opgaven videre til den lokale efterforskningsafdeling og se, om de kan klare opgaven, joker Lars Slente.

- Ind til videre må vi gætte os frem og se, om vi kan nå frem til den rigtige skole. Måske kan vi få lidt små hint, når vi besøger skolerne. Men vi har ikke så meget at gå efter, tilføjer han.

Gækkebrevet er en dansk tradition

  • Traditionen med gækkebreve findes kun i Danmark, og det ældst bevarede er fra slutningen af 1700-tallet.

  • Gækkebrevet der sendes i påsketiden er ofte fantasifuldt klippet og dekoreret med et lille vers og en indlagt vintergæk.

  • Enten er brevet helt anonymt, ellers har afsenderen skrevet sit navn med prikker eller andre tegn.

  • Hvis modtageren ikke kan gætte, hvem brevet er fra, er personen dennes gæk, det vil sige nar, medmindre personen, når afsenderen har røbet sig, giver en lille gave, hvilket ofte er et chokoladepåskeæg.

Kilde: Den Store Danske.  

Som traditionen foreskriver, så har modtagerne af et gækkebrev kun ét forsøg til at gætte rigtigt. Ellers skal modtageren aflevere et påskeæg til afsenderen.

- Og der nok kun et skud i bøssen, så vi kan godt bruge lidt hjælp til at gætte rigtigt, siger Lars Slente.

Men hvad med svaret på mysteriet? Det kommer efter påske, hvor politiet vil afsløre, hvorvidt de fandt frem til den rigtige skole.


Nyhedsoverblik