SF og Venstre blæser til kamp for glemt havneprojekt i regeringens trafikudspil

Partierne vil have en fremskudt færgehavn ved Tårs på Lolland med i ny trafikaftale. Men ifølge Regeringen kan projektet ikke lade sig gøre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En fremskudt færgehavn ved Tårs på Lolland er ikke at finde i det udspil til infrastruktur-forhandlingerne, som Regeringen i går, torsdag, lagde frem.

En sådan færgehavn vil ellers nedbringe overfartstiden mellem Lolland og Langeland til det halve af i dag – og med blot 22 minutter til søs øjner borgmesteren på den østlige side af Langelandsbælt store gevinster for området:

quote Det vil betyde, at vi får en øst-vest-korridor fra hele Lolland til det sydfynske område. Det vil betyde meget for sammenhængen

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester, Lolland Kommune

- Det vil betyde, at vi får en øst-vest-korridor fra hele Lolland til det sydfynske område. Det vil betyde meget for sammenhængen i det område og den regionale del af Danmark, siger Holger Schou Rasmussen (S).

Rejsetiden er i dag for lang, påpeger han og tilføjer:

- Fra Maribo til Svendborg vil der blive knap en time, hvis man får en hurtigere sejltid.

Og netop en time er ifølge borgmesteren den kritiske grænse for, hvor langt folk er villige til at pendle efter uddannelse og job.

- Det (en fremskudt havn red.) betyder, at vi måske meget lettere kan skabe udvikling og arbejdspladser, siger borgmesteren.

Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) ser store udviklingsmuligheder for området med kortere rejsetid til Langeland og Sydfyn.
Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) ser store udviklingsmuligheder for området med kortere rejsetid til Langeland og Sydfyn. Foto: Ingrid Østergaard - TV2 ØST

I dag tager det 45 minutter at sejle mellem Tårs på Lolland og Spodsbjerg på Langeland.

Ved at bygge en fremskudt havn ud for Tårs, så færgen undgår den lave vandstand i den nuværende havn, kan sejladsen bringes ned på 22 minutter med afgang hver halve time frem for time-drift som i dag.

Men ifølge transportminister Benny Engelbrecht (S), så er det teknisk slet ikke muligt at anlægge en fremskudt havn tre kilometer ud fra Lollands kyst.

- De indikationer og undersøgelser, der foreløbigt er lavet, de peger på, at det ikke kan lade sig gøre – dels på grund af miljøudfordringer – men også fordi, at det i givet fald vil skabe en usikker havn, som man ikke kan lægge til i, siger transportministeren.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) forklarer, at regeringen ikke har prioriteret den fremskudte havn ved Tårs i sit udspil til infrastrukturforhandlingerne, fordi projektet vanskeligt lader sig realisere.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) forklarer, at regeringen ikke har prioriteret den fremskudte havn ved Tårs i sit udspil til infrastrukturforhandlingerne, fordi projektet vanskeligt lader sig realisere. Foto: TV2 ØST

Det argument holder dog ikke, mener flere af politikerne, som TV2 ØST har talt med her dagen derpå.

SF og Venstre til kamp for havn

Lokalt påpeger borgmester Holger Schou Rasmussen, at ministerens udtalelse nærmere handler om manglende vilje:

- Man har sat midler af til en undersøgelse af Sydfyn-Als-forbindelsen – hvor der er halvt så mange biler som her. Her er der cirka 700 biler i døgnet, som bliver fragtet over – så jeg tænker også, at det vil være oplagt med en hurtig forbindelse her (over Langelandsbælt red.)

Læs også
Nu skal trafikplan forhandles på plads - her er de store kamppladser i vores område
Læs også
Nu skal trafikplan forhandles på plads - her er de store kamppladser i vores område

Borgmesteren noterer sig dog, at der er andre partier på Christiansborg, som har i sinde at hive den fremskudte havn med ind i forhandlingerne. Blandt dem er SF.

- Jeg forholder mig ret kritisk til ministerens udtalelse – det er sådan, vi har lavet en masse infrastruktur, både broer og motorveje, som har haft både miljømæssige og tekniske udfordringer – spørgsmålet er, om der er politisk vilje til at overkomme det, det har vi i SF, men det kan vi konstatere, ministeren ikke har, siger transportordfører Anna Valentina Berthelsen (SF) og tilføjer:

- Vi kommer til at tage det med ind i forhandlingerne, for, vi synes, det giver god mening at styrke den transportvej, når nu Femern-tunnelen bliver færdig lige om lidt, og der bliver mulighed for både vækst og udvikling og mobilitet – både på den her side af vandet og for dem på Langeland og Fyn.

SF agter at tage den fremskudte havn ved Lolland med til forhandlingerne med regeringen, siger transportordfører Anna Valentina Berthelsen.
SF agter at tage den fremskudte havn ved Lolland med til forhandlingerne med regeringen, siger transportordfører Anna Valentina Berthelsen. Foto: Ingrid Østergaard - TV2 ØST

Også Venstre vil ifølge det lokale folketingsmedlem Jacob Jensen tage havnen med til forhandlingerne.

- Selvfølgelig skal teknikken være på plads, men jeg tror alligevel godt, hvis man tænker sig lidt om, og laver tingene på en fornuftig måde, at det så kan lade sig gøre, siger han og tilføjer:

- Jeg synes, det er en forglemmelse af regeringen, at man overser rute 9, både af hensyn til det lokale område – som har brug for at få opdateret vejnettet – men også fordi, det kan vise sig, at blive en god national rute.

Jacob Jensen (V), valgt i Sjællands Storkreds, kalder det en forglemmelse fra regeringens side, at hverken rute 9 eller den fremskudte færgehavn er prioriteret i udspillet til forhandlingerne.
Jacob Jensen (V), valgt i Sjællands Storkreds, kalder det en forglemmelse fra regeringens side, at hverken rute 9 eller den fremskudte færgehavn er prioriteret i udspillet til forhandlingerne. Foto: Ingrid Østergaard - TV2 ØST

I februar måned blev der nedsat en komité, der skal fremme projektet med en fremskudt færgehavn. Ifølge denne komité rangerer Spodsbjerg-Tårs-færgerne på en fjerdeplads blandt landets færgeoverfarter opgjort på antal personbiltransporter med 200.000 biler om året.

Læs også
Borgmestre går sammen: Vil have hurtigere linje mellem Lolland og Langeland
Læs også
Borgmestre går sammen: Vil have hurtigere linje mellem Lolland og Langeland

Foruden 500.000 passagerer så lader også 30.000 lastbiler sig årligt befordre med færgeoverfarten, som drives af Molslinjen A/S.

En undersøgelse af havnen fra 2018 viser, at det vil koste mellem 1 milliard og 1,6 milliarder kroner at fremskyde havnen afhængigt af, om den bygges 2,5 eller 3,5 kilometer ud i Langelandsbælt, og om det er med eller uden cykelsti.


Nyhedsoverblik