Thor Hjarsen kunne ikke holde sin begejstring tilbage, da han forleden åbnede en særlig mail i sin indbakke.
Uglekamera – nyhed. Det var overskriften på mailen fra en kollega.
Han arbejder til dagligt som projektchef og biolog hos Hempel Fonden, der driver det 775 hektar store naturområde Saksfjed Vildmark nær Rødbyhavn på det sydlige Lolland.
Der kom et kæmpe jubelbrøl
- Vi sad i et møde, os der arbejder i Saksfjed Vildmark, hvor jeg lige pludselig fik en mail med et fantastisk billede af sløruglen, der sidder og kigger op i kameraet, siger Thor Hjarsen og tilføjer:
- Så viste jeg det til de andre, og der kom et kæmpe jubelbrøl.
I naturcenteret midt i Saksfjed Vildmark er der opsat et webcam i skorstenen, som er blændet, så man ikke kan fyre i den.
Der er i stedet lavet en platform til ugler, hvor særligt natugler har fundet vej til de trygge omgivelser.
Men natuglerne har forladt reden, og en slørugle har nu overtaget pladsen.
- Det er superfantastisk, fordi sløruglen er ret sjælden i Danmark, og bestanden er sårbar over for kolde vintre, hvor mange af dem dør. Så de kræver nogle gode naturarealer og nogle gamle bygninger som lader og skorstene, hvor de kan bo, siger Thor Hjarsen og fortsætter:
- Faktisk er de mest udbredt i Sønderjylland, mens de er meget sjældne på Lolland og Falster. Så det er et kæmpe hit at finde en slørugle hernede.
Inddæmmet naturområde kan tiltrække flere ugler
Saksfjed Vildmark er et inddæmmet natur- og landbrugsområde, hvor størstedelen har været landbrugsjord.
Området får lov at udvikle sig til en vildmark af lysåbent græslandskab med spredt bevoksning, skove og vådområder med græssende dyr.
Ugles skrig beskrives som spøgelsesagtigt
Sløruglen er en karakteristisk, mellemstor ugle med et hvidt, hjerteformet ansigt og sorte øjne, mens fjerdragten er overvejende grålig. Længde er cirka 33-39 centimeter, og vingefanget måler 80-95 centimeter
Det spiser hovedsageligt smågnavere, hvor den særligt har specialiseret sig i at fange spidsmus, som er en art, den har omtrent for sig selv. Men også insekter, fugle og padder er på menukortet.
Hannerne har en speciel revirsang, som kan beskrives som et kort, ofte gentaget, vildt skrig - af nogle beskrevet som spøgelsesagtigt.
Kilder: Naturbasen, Dansk Ornitologisk Forening.
Det var i forlængelse af Hempel Fondens fokus på biodiversitet og bevarelse af natur, at fonden investerede i det 775 hektar store område på det sydligste Lolland.
Derfor håber Thor Hjarsen, at fondens arbejde kan være med til at få flere slørugler til området.
- Hele det arbejde vi laver med at rewilde (genindføre den vilde natur, red.) her i Saksfjed Vildmark vil give plads til mange gnavere og derfor meget mere føde for sløruglen, siger han.
Hvis man selv vil opleve uglen, kan det ifølge Thor Hjarsen dog være yderst vanskeligt, eftersom den er sky og mest er aktiv om natten.
Man kan dog følge med på uglekameraet fra skorstenene lige her.