Skibet hed Jutlandia, og det kom ... fra Nakskov

Vang Frederik Rasmussen tripper spændt. Kigger ud ad vinduet, trodser derefter kulden, åbner døren og spejder ned ad brostensbelægningen. Lette snefnug vidner om glatte veje, Ambassadøren er forsinket.

Men medaljen har været 70 år undervejs, så Vang kan sagtens vente lidt endnu.

Væk fra Sydsjælland

I 1950 havde Vang til gengæld svært ved at styre utålmodigheden. Han var 16 og ville væk fra Sydsjælland og ud i verden, så efter endt realeksamen smækkede han med barndomsdøren i Lundby og tog til Nakskov. For ville man se verden i 1950, var ØK et godt bud. 

Nybygning nummer 60

Østasiatisk Kompagni blev stiftet af Nakskov-drengen, H.N. Andersen, i 1897. Med rekordfart udviklede firmaet sig til Danmarks største og havde mange forretningsben. Et af dem var skibsfart, og man sagde, at “solen aldrig gik ned over ØK” med henvisning til rederiets mange skibe på verdenshavene, der blev bygget på eget værft i Nakskov.

Så det var hverken specielt eller opsigtsvækkende, da nybygning nummer 60 løb af stablen i 1934.  

Godt nok var Jutlandia bygget med en speciel Meyer-stævn, som skulle give mere fart. Men det gjorde den ikke, så Jutlandia blev det eneste ØK-skib med den specielt rundede stævn.

Ellers var hun blot endnu et i rækken af ØK´s hastigt stigende flåde, på vej ud ad Nakskov Fjord mod verdenshavene.

Fra fragtskib til moderne hospital

Men 16 år senere skulle Jutlandia sejle turen endnu engang. Nu som flydende hospital på vej mod den 38. breddegrad. De kommende tre år kom skibet og dets besætning til at behandle 20-25.000 patienter.

Det var det skib, Vang Frederik Rasmussen steg om bord på den 15. januar 1951. Tre dage senere sejlede de fra Nakskov til København, for det var kun den ene besætning, der påmønstrede i Nakskov, ØK-besætningen, der sejlede skibet.

Den anden besætning skulle samles op i København.

Øst-Vest konflikt ender med Korea-krigen

Syv måneder tidligere var en hårfin balancegang ved den 38. breddegrad krakeleret.

Efter Anden Verdenskrig blev Korea delt i to, en nordlig og en sydlig del. Målet var at få samlet Korea igen, men i stedet kom halvøen til at fremstå som det mest tydelige billede på en verden, der forekom mere og mere fastfrosset i Øst og Vest. Den 25. juni 1950 gik det galt.

Tidligt om morgenen krydsede 75.000 nordkoreanske tropper grænsen mod syd. Korea-krigen var i gang, med en nordlig del støttet af det kommunistiske Sovjetunionen og Kina, og en sydlige del støttet af USA, England og andre FN-nationer.

Danmarks snedige plan

Danmark blev også bedt om et militært bidrag til konflikten, men afstod af frygt for vores store, røde nabo i Øst. Til sidst blev presset dog for stort, men et snedigt kompromis blev udtænkt for ikke at støde Sovjetunionen.

I stedet for at stille med tropper, krudt og kugler, blev det danske tilbud humanitært. 18. august 1950 tilbød Danmark officielt at stille med et fuldt udrustet hospitalsskib, og FN sagde ja tak.

Hospitalet i lastrummet

I oktober 1950 sejlede Jutlandia, der nu var lejet af den danske stat hos ØK, tilbage til Nakskov for at blive bygget om, og værftsarbejderne overgik sig selv.

Blot 12 uger senere var der ud over besætningen plads til op mod 300 patienter og et plejepersonale på omtrent hundrede personer.

I førsteklasseskahytterne til lægerne var der installeret telefoner, og på turistklassen, hvor sygeplejerskerne skulle bo, blev antallet af køjer udvidet fra to til fire.

Mellemdækket, der før var lastrum, udgjorde nu størstedelen af hospitalet, hvor alle hospitalssengene var hængt op, så de kunne vugge i takt med bølgerne.

Der var tre operationsstuer, røntgenafdeling, apotek, tandlægeklinik og laboratorier til kliniske og bakteriologiske undersøgelser.

Jutlandia havde endda sin egen møntfod, de såkaldte juts, som personalet kunne bruge i kantinen på Coca-Cola, chokolade, cigaretter og endda nylonstrømper.

Eftertragtede fornødenheder i starten af 50´erne, hvor krigens vareknaphed og rationeringer stadig gjorde sig gældende.

Da det tidligere fragt- og passagerskib igen sejlede ud af Nakskov Fjord, var det ombygget til et avanceret hospital, hvor personalet havde præcis samme muligheder for operationer og pleje som på land.

Og personale var der ikke mangel på.

Rift om pladserne på Jutlandia

Det var Røde Kors, der skulle drive hospitalet, og som stod for rekruttering af plejepersonalet. På første togt var der brug for 42 sygeplejersker. Der kom 3-4.000 ansøgninger.

Samme interesse gjorde sig gældende for resten af hospitalspersonalet, og nogle af landets absolutte top-læger var med om bord, da skibet stævnede ud.

Jutlandia var en prestigeekspedition, hvor man kunne omgive sig med det nyeste hospitalsudstyr og samtidig have udsigt til eventyr, og Røde Kors prioriterede alder og kvalifikationer.

Derfor er det ikke rigtigt, når Kim Larsen i sin populære Jutlandia-sang synger, at: “Sygeplejersker på 16 år tilser soldaternes sår”. Gennemsnitsalderen blandt sygeplejerskerne var 35 år.

Der var dog andre, der rent faktisk var 16 år, selve skibet og flere fra ØK-besætningen. Blandt andet en knægt fra Lundby på Sydsjælland.

I Vang Frederik Rasmussens søfartsbog kan han se, at han påmønstrede i Nakskov den 15. januar 1951. På forsiden af Ny Dag tre dage senere, kan man læse, hvordan Jutlandia tog afsked med byen.

“Den er så flot, at man skulle tro, det var jomfrurejsen”, blev der sagt til avisen fra en af de tusindvis af nakskovitter, der stod langs fjorden for at vinke farvel.

Fem dage senere blev der igen vinket farvel. Den her gang fra København, hvor der var blevet provianteret, og Røde Kors personalet kom om bord.

Afrejsen fra København

Der var ikke meget positivt ved vejret tirsdag den 23. januar 1951, men trods sne og isnende kulde var tusindvis af mennesker mødt frem på Langelinie for at tage afsked.

Det danske bidrag til Korea-krigen var fra starten en national begivenhed, man var stolt over, og allerede samme efterår udkom skibet på frimærke.

Men først skulle det af sted. Dagen forinden var kongeparret blevet vist rundt, og nu stod udenrigsministeren i skibets salon og holdt en afskedstale, der via højtalere blev transmitteret ude i kulden på kajen til pårørende og nysgerrige, der lidt efter kunne høre hjemmeværnsorkesteret spille, ”Dengang jeg drog afsted”.

Landgangen blev trukket, og skibet gled væk fra bolværket, Vang Frederik Rasmussen husker afrejsen.

Det næste Vang husker, er varmen og de første sårede soldater.

Der var langt fra landsbyliv i Lundby til krig i Korea. Men Vang var fanget ind af livet om bord, eventyret han ledte efter og den humanitære indsats, han som skibsdreng deltog i.

De to første togter

Jutlandia var på i alt tre togter til Korea. På de to første var skibet udstationeret i Busan i det sydlige Korea, og ordren lød på kun at behandle FN-soldater. Men sådan gik det ikke.

Siden 1910 havde Korea været besat af Japan, som drev rovdrift på landet med stor brutalitet, og efter Anden Verdenskrig og Japans nederlag, blev landet delt i to af stormagterne.

Hensigten var godt nok at samle landet, men i stedet var halvøen blot fem år efter endnu engang krigsskueplads. Den her gang spilleplade for en “stedfortræderkrig” mellem Øst og Vest.

Korea var i knæ, ludfattigt, forarmet og befolkningen led forfærdeligt. Et syn, det var svært at overvære, når man var udsendt i humanitær tjeneste. 

Danskerne hjalp de civile

I stille perioder gik danskerne derfor i land og hjalp civilbefolkningen. Det var stik imod ordren, og det var ikke med militærkommandoens gode vilje. Jutlandia var sat i søen for at behandle soldater, men den danske ekspeditionschef, Kai Hammerich, insisterede.

Til sidst trak han det længste strå og forhandlede sig frem til, at danskerne kunne hjælpe den fattige befolkning, når der var kapacitet til det. Siden fulgte andre militærhospitaler det danske eksempel.

Fra at hjælpearbejdet foregik i land, blev der på andet togt indrettet et decideret afsnit på skibet til de civile patienter.

Der blev ansat to koreanske læger, og især børn blev hjulpet. Dem husker Vang tydeligt.

Jutlandias tredje togt

Vang var med på de to første togter, som henholdsvis skibsdreng og koksmat (assistent til skibskokken, red.). Men så var det slut.

En farveblindhedstest satte en stopper for drømmen om broen, og Vang Frederik Rasmussen afmønstrede i Nakskov 13. september 1952.

Mens Vang gik i hæren og senere uddannede sig til lærer, sejlede Jutlandia ud på sit tredje og sidste togt. Nu med aircondition installeret og et afgørende helikopterdæk agter.

Pludselig kunne soldaterne flyves direkte om bord, og på sit sidste togt blev Jutlandia placeret i Incheon-bugten ud for Soul helt tæt ved fronten, hvor soldaterne kunne ligge på operationsbordet 20 minutter efter, at de var blevet såret.

Det blev der brug for.

Opererede tre dage i træk

Især under et særligt hårdt angreb var de danske sygeplejersker og læger hængt op.

Tre dage i træk skrattede højtalerudkaldet konstant på dækket for at advare personalet om, at den tyve tons tunge Sikorsky-helikopter lagde an til landing med op til fem bårer om bord.

Andre gange blev de sårede soldater fløjet ind med den lille Bell 47-helikopter, hvor bårerne var spændt fast uden på helikopteren. Husker man tv-serien MASH, husker man også den helikopter.

I de dage opererede lægerne dag og nat for at følge med strømmen af sårede fra fronten.

Heltemodtagelse på Langelinie

Efter tre togter og 999 dage i FN-tjeneste sejlede Jutlandia hjem til en heltemodtagelse på Langelinie 16. oktober 1953.

Tusindvis af mennesker ventede på skibet og besætningen, der havde national heltestatus. Og var Jutlandia ikke allerede folkeeje, cementerede Kim Larsen den status, med sin ikoniske sang, udgivet i 1986 på albummet, Forklædt som voksen.

Knap 5.000 soldater og 6.000 civile fik hjælp om bord. Kun 29 afgik ved døden.

Derudover blev rigtig mange koreanere hjulpet i land. De blev ikke registreret ordentligt, men det drejer sig formodentlig om op mod 15.000-20.000 mennesker.

Måske netop på grund af sin insisteren på også at hjælpe de civile koreanere har Jutlandia stadig særstatus i Sydkorea. Det mærker man alt til på et lille museum i Nakskov.

Sydkorea glemmer aldrig Jutlandia

Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum ligger i den fornemme, røde havnebygning på Honnørkajen ved indsejlingen til byen. Over for ligger ØK's gamle værft, der drejede nøglen om i 1986. Indenfor er de små rum fyldt med montre og skibsmodeller.

En af modellerne er godt og vel halvanden meter lang, hvid og med et stort kors og et bredt, rødt bånd hen over bugen. 

En model, der stadig vækker interesse, lige som de originale injektionssprøjter, tæpper, billeder og avisudklip også gør.

Faktisk var et sydkoreansk tv-hold på besøg så sent som i efteråret for at optage til et program om Jutlandia. Og Sydkoreas ambassadør i København, har også været i byen for at se museet og modellen af det skib, de stadig dyrker i Sydkorea.

De har heller ikke glemt en 16-årig knægt, der nu er 86 og bor i Løgumkloster i Sønderjylland.

Ambassadøren på besøg med medalje

Efter at han afmønstrede i 1952, gik livet videre for Vang Frederik Rasmussen, men Jutlandia slap ham aldrig.

Han er sikker på, at det er oplevelserne fra sin tid på skibet, der betød, at han senere kom til at arbejde med udsatte børn og voksne. Og skulle Vang for en kort stund glemme Sydkorea, glemmer Sydkorea aldrig ham.

For selvom landet ligger 8.000 kilometer væk, forspilder det ikke en chance for at vise sin taknemmelighed. Vang har flere gange hilst på Sydkoreas ambassadør i Danmark, og to gange har han været inviteret til Sydkorea med sin familie.

Det er også derfor, at han iført skjorte og jakkesæt spejder ud blandt snefnuggene en onsdag formiddag i Løgumkloster. 

Danmarks ambassadør i Sydkorea er på vej med et takkebrev fra det sydkoreanske forsvarsministerium og endnu en medalje til Vangs samling.

I forvejen har Vang tre medaljer, som han modtog efter togtet: En sydkoreansk-, en FN- og en Røde Kors-medalje.

Siden har han fået endnu én fra Sydkorea, Ambassador for Peace-medaljen og nu i anledningen af 70-året, fik han overrakt Guardian og Freedom-medaljen. 

Vang synes næsten, det er for meget med al den opmærksomhed.

Men den danske ambassadør i Sydkorea, Einar Jensen, er ikke i tvivl om, hvorfor Sydkorea stadig betragter Vang og alle andre, der i sin tid ydede selv det mindste bidrag, som helte.

Jutlandias sidste rejse

Efter Korea-krigen kom Jutlandia endnu engang tilbage på værftet i Nakskov, for at blive bygget tilbage til fragt- og passagerskib. Herefter sejlede det i 50´erne som passagerskib på den amerikanske vestkyst og i det sydøstlige Asien.

I 1960 blev det stillet til rådighed for det thailandske kongepar, der var på besøg i Danmark, og i 1963 blev dækket igen betrådt af royale hæle, da kronprinsesse Margrethe benyttede det på en rejse i Sydøstasien, men så lakkede det også mod enden.

Blot to år efter at den kommende dronning benyttede skibet, blev Jutlandia hugget op i Bilbao i Spanien.

Skibet findes altså ikke længere, og i dag er der blot fem Jutlandia-veteraner tilbage. Af dem er Vang Frederik Rasmussen den eneste, der var med på de to første togter, som stadig er frisk nok til at fortælle om sine oplevelser.

Korea-krigen varede til våbenstilstandstraktaten den 27. juli 1953. En våbenhvile, der har varet lige siden, men teknisk set er de to lande stadig i krig.

Artiklen blev til med hjælp fra:

Vang Frederik Rasmussen

Einar Jensen

Lillian Petersen

Helle Juhl

Nakskov Lokalhistoriske Arkiv

Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum

ØK-klubben

Dansk-Koreansk selskab

Martin Hartmann Bornebusch (Webdok TV2 ØST)

Kilder:

Marineforeningens blad nummer 6, 2020

Artiklen, Sygeplejerskerne på Jutlandia, Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Bogen, Jutlandia, Danmark i Korea-krigen, af Peter Frederiksen

Avisartikler fra Ny Dag, 18. og 23. januar 1951

Samt andre net- og avisartikler