Slut med tartelet-fest efter opkøb af kendt hotel

Hotel E4 har op til flere gange haft fuldt hus, når der har været afholdt tartelet-dage. Den tradition slutter dog, efter hotellet er blevet opkøbt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Noget af det første man spotter, når man suser forbi Hotel E4 på Sydmotorvejen mod Rødbyhavn er et stort restaurantskilt på størrelse med et håndboldmål.

Hotellet, som er lidt gemt væk bag det store skilt, er kendt for sin beliggenhed tæt på Lalandia og den lollandske færgehavn.

quote Deres investering er med til at vækste området

Steffen Lund, direktør for investeringsfonden Vextum

Men restauranten på hotellet er i særdeleshed kendt for sin ’tartelet-dag’, hvor man på udvalgte dage for få penge kunne spise frit af seks forskellige typer tarteletter.

Den tradition, eller tarteletfiesta om man vil, hører dog fortiden til, for håndboldbrødrene Michael og Morten Damgaard har nemlig opkøbt hotellet, og de kan ikke fortsætte med at drive restauranten.

- Nej, desværre, siger en faktisk ret ærgerlig Morten Damgaard.

- Restaurantdelen ligger uden for vores kompetencer, så vores fokus bliver at drive udlejningsdelen, selvom jeg i al beskedenhed synes, jeg laver rigtig gode tarteletter, joker han.

Sådan ser Hotel E4 ud i dag med Sydmotorvejen i baggrunden.
Sådan ser Hotel E4 ud i dag med Sydmotorvejen i baggrunden. Foto: Søren Knudsen

Der er nemlig drøntravlt med udlejningsdelen efter Damgaard-brødrene opkøbte hotellet fra de tidligere ejere, Carsten og Susanne Johannessen. 

Og selvom Morten Damgaard formentlig laver nogle fine tarteletter, så er det ikke meningen, at han skal begå sig i køkkenet.

- Vi er i fuld gang med at renovere og udbygge hotellet med yderligere seks værelser. Hotellet får også et nyt look både indvendigt og udvendigt, så der er meget travlt, forklarer den nye hotelejer.

Ren investering

Morten og Michael Damgaard startede for godt otte år siden firmaet Mimo Investment, hvor de i starten fokuserede på at investere i lejligheder i København.

Sidenhen rykkede de over til erhvervsejendomme rundt omkring på hjemstavnen, hvor de voksede op på en gård ved Rødby.

Sådan så den succesfulde dag ud i 2015, hvor TV2 ØST var forbi hotellet.

- Deres investering er med til at vækste området, og vi vil gerne understøtte lokale virksomheder på Lolland-Falster, så på den måde er jeg jo yderst tilfreds, fortæller Steffen Lund, som er direktør for investeringsfonden Vextum.

Læs også
Danmarks største vingård er solgt
Læs også
Danmarks største vingård er solgt

Fonden har spyttet en sum penge i Morten og Michael Damgaards investering i Hotel E4, men direktøren vil ikke ud med, hvor mange penge, der er tale om.

- Jeg kan ikke sige mere, end vi er kommet med en væsentlig del af investeringen, fortæller han.

Det er ikke meget, hotellet har ændret sig siden 1989. Der kommer dog til at ske mange ting nu, forsikrer Morten Damgaard.
Det er ikke meget, hotellet har ændret sig siden 1989. Der kommer dog til at ske mange ting nu, forsikrer Morten Damgaard. Foto: Ariel/Dansk Luftfoto

Det er langt fra den eneste virksomhed, Mimo Investment har kastet kroner og ører efter på Lolland. 

De to håndboldbrødre har også lagt penge i to padelcentre ved Lalandia, nogle tankstationer samt en række erhvervsejendomme.

- Det er faktisk ikke meget anderledes det her. Hotellet er en ren investeringscase for os, siger Morten Damgaard og tilføjer:

- Vi kommer til at have kontorer, og vi kommer også til at bygge et team op administrativt ved hotellet, så vi kan fortsætte med vores investeringer i og omkring Lolland og Rødby.

Padel og tarteletter?

Lige præcis den videre investering i lokalområdet var da også en af de ting, der tiltalte direktøren for Vextrum.

- Vi har selvfølgelig fokus på den konkrete case, men vi er også blevet præsenteret for deres øvrige planer i området, og vi vil jo meget gerne understøtte de her lokale virksomheder på Lolland-Falster. Det var også vores motiv i det her, forklarer Steffen Lund.

Michael Damgaard (tv.) har haft mange store stunder med det danske håndboldlandshold. Nu har han og hans bror, Morten Damgaard, håb om at få mange store stunder med deres nye investeringer.
Michael Damgaard (tv.) har haft mange store stunder med det danske håndboldlandshold. Nu har han og hans bror, Morten Damgaard, håb om at få mange store stunder med deres nye investeringer. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Planen fra Damgaard-brødrene er dog ikke at investere i en ny tartelet-restaurant. 

Men Morten Damgaard vil ikke udelukke, at vi måske kan se den populære spise igen?

- Jeg vil ikke afvise en tartelettirsdag og padel nede i nogle af vores centre, smågriner Morten Damgaard.

Morten Damgaard foran Hotel E4.
Morten Damgaard foran Hotel E4. Foto: Søren Knudsen

Morten Damgaard stoppede sin aktive håndboldkarriere for halvandet år siden. 

Michael Damgaard er stadig aktiv for bundesligaklubben SC Magdeburg, hvor han i disse dage befinder sig i Egypten til mændenes verdensmesterskaber for klubber.


Nyhedsoverblik