Der blev for alvor pustet nyt liv i racismediskussionen, da den 46-årige afrikansk-amerikanske mand George Floyd blev dræbt under en anholdelse i USA den 25. maj.
Men selvom racisme er et langt mere omfattende problem i USA, så forekommer racisme også inden for de danske grænser. Det mener den kurdiske flygtning på Lolland Aram Suleiman.
- Det er rigtig hårdt. Jeg kan ikke sove ordentligt mere, siger han.
Jeg har en fin bil, jeg har et fint hus, jeg har en kæreste. Jeg har alt, men alligevel har jeg ingenting. For det er ikke mig selv – der er ikke nogen tilbage, som hedder Aram
For nylig fik Aram Suleiman en grim overraskelse, da han skulle sætte sig ind i sin bil. Med spraymaling var der blevet skrevet ”Perker” på bagruden af bilen, og selvom det var utydeligt og svært at se for Aram Suleiman, så var hans danske kæreste ikke i tvivl.
- Hun siger, at der står ”perker”, men at det er svært at læse. Og så begyndte jeg at ryste over hele kroppen. Jeg kunne ikke sige mere, fortæller Aram Suleiman om den ubehagelige oplevelse.
Bedre blev det ikke, da Aram Suleiman efterfølgende kørte de halvanden kilometer over til sit snedkerværksted.
- Så kom jeg ned her på vejen, og så har de skrevet ”perker”. Det kan man tydeligt se.
Artiklen fortsætter efter billedet.
- Det er nedsættende. Det er selvfølgelig racisme, siger han.
Black Lives Matter
Siden slutningen af maj har borgere verden over demonstreret mod racisme under betegnelsen ”Black Lives Matter”.
Danmark er ingen undtagelse, hvor op mod 15.000 mødtes til den meget omdiskuterede demonstration i København den 7. juni. På grundlovsdag den 5. juni mødtes borgere også i Næstved for at markere og støtte op om kampen mod racisme.
- Racisme findes. Det findes også i Danmark, udtalte Aligo Francis (S) fra talerstolen til demonstrationen i Næstved.
Aligo Francis er født i Uganda, men sidder i dag i byrådet i Næstved. Hans udtalelser blev bakket op af den konservative veteran Helge Adam Møller, der stod bag demonstrationen den 5. juni.
- Vel er det ikke godt i USA, men har vi ikke også selv en lille rem af huden her i Danmark? Er der ikke indimellem, hvor vi behandler nogen, som ikke lige ligner os selv eller har de samme holdninger som os, på en forkert måde, spurgte Helge Adam Møller retorisk, da TV2 ØST talte med ham i forbindelse med demonstrationen.
Har oplevet racisme gentagne gange
Præcis dét oplever Aram Suleiman, der kom til Danmark for otte år siden som politisk flygtning. Den nylige episode med spraymaling på hans ejendele er nemlig absolut ikke enestående.
Jeg havde lys og håb i mit liv. Det fik hun slukket
I løbet af hans otte år i Danmark har han gentagne gange oplevet at blive behandlet anderledes – blandt andet hos sin sagsbehandler hos kommunen.
- Hun sagde: ”Hør nu efter, vi har ikke inviteret dig til Danmark”. Jeg kan ikke beskrive den sætning , hvad det får mig til at føle i mit liv. Jeg havde lys og håb i mit liv. Det fik hun slukket, fortæller han.
Siden da har den ene episode taget den anden. For eksempel var det rigtigt svært at få opgaver som snedker, når der står Aram Suleiman på visitkortet.
Fra Aram til Allan
Det går betydeligt nemmere nu, hvor han har skiftet navn til Allan Jørgensen.
- Jeg har en fin bil, jeg har et fint hus, jeg har en kæreste. Jeg har alt, men alligevel har jeg ingenting. For det er ikke mig selv – der er ikke nogen tilbage, som hedder Aram, fortæller han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Allan eller Aram – selvom det kun er ord, der bliver brugt til at beskrive en person, så har meningen en stor betydning. Ligesom ordet ”perker”.
- Jeg prøver at komme videre, men det er rigtig svært. Rigtig svært, siger han.
Aram Suleiman har efter hændelsen henvendt hærværket til politiet.