Tidligere kriminel åbner hotel for udsatte

For Claus Jensen blev et fængselsophold starten på et nyt liv. Nu vil han hjælpe andre ud af deres misbrug.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Familiefar gemte både våben og narko

Sådan lød overskriften på en artikel i Sjællandske den 24. februar 2006.

quote Jeg troede, at jeg var sej, og at jeg var noget

Claus Jensen, Holeby

Artiklen omhandlede Claus Jensen, der dengang boede i Næstved.

Han havde rifler, knive, baseballkøller, hash og amfetamin i hjemmet. Og det endte med at koste ham et ophold i Jyderup Fængsel.

Tog amfetamin hver dag

I begyndelsen af 00’erne levede Claus Jensen et liv med masser af fart på og mange dårlige beslutninger.

- Når jeg stod ud af sengen, tog jeg den første streg. Jeg tænker, jeg tog omkring 10 gram om dagen i hvert fald, fortæller han.

quote Når jeg stod ud af sengen, tog jeg den første streg

Claus Jensen, Holeby

Claus Jensen havde et massivt misbrug af amfetamin, og han drak også alt for meget.

- Det var et liv, hvor jeg følte, jeg kørte i overhalingssporet. Jeg troede, at jeg var sej, og at jeg var noget, siger han.

Claus Jensen har tidligere været supporter for en rockergruppe. Han havde også et massivt misbrug af amfetamin.
Claus Jensen har tidligere været supporter for en rockergruppe. Han havde også et massivt misbrug af amfetamin. Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

Men i november 2005 ændrede alt sig for Claus Jensen. Han blev taget af politiet med en skarpladt pistol og 15 patroner i bilen.

Da den efterfølgende ransagning viste, at hans hjem var fyldt med våben og narko, blev han idømt en fængselsstraf.

- Jeg fik heldigvis kun to år og tre måneder, fortæller Claus Jensen.

Mødte præst i fængslet

For Claus Jensen hang den kriminelle løbebane og misbruget af amfetamin sammen.

- Når man laver meget lort og pisser på mennesker, pisser på sig selv og på familien, så får man dårlig samvittighed, hvis ikke man slukker den dårlige samvittighed med et eller andet, fortæller han.

Men i fængslet fik han mulighed for at arbejde med de ubehagelige følelser.

- Så mødte jeg en præst der, hvor jeg fik mulighed for at lette min samvittighed, siger han.

Claus Jensen har haft meget dårlig samvittighed, især over for familien, der måtte leve med konsekvenserne af hans misbrug.
Claus Jensen har haft meget dårlig samvittighed, især over for familien, der måtte leve med konsekvenserne af hans misbrug. Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

Claus Jensen havde forventet at blive set ned på. Sådan gik det ikke.

- Han var sådan set ligeglad med, hvad jeg havde gjort, eller hvad for nogle grimme ting, jeg havde lavet. Han sagde bare hele tiden, at jeg skulle fokusere på nu og så fremad, fortæller Claus Jensen.

Gennem samtalerne med præsten fandt Claus Jensen kristendommen, som i dag har en stor plads i hans liv.

- Det der med Gud og Jesus, det er jo kærlighed og at møde mennesker, hvor de er, siger han.

Har åbnet kristent hotel

I to nyrenoverede bygninger ved Skottemarkevej på det sydøstlige Lolland har Claus Jensen nu fundet en måde at gøre for andre, hvad præsten i fængslet gjorde for ham.

- Vi har åbnet et kristent feriehotel, fortæller den tidligere indsatte.

Der er langt fra feriehotellet til den nærmeste by, og det er helt med vilje.

quote Man betaler, hvis man har penge. Hvis man ikke har, så er det gratis

Claus Jensen, Holeby

- De kan ikke bare lige gå hen til købmanden og købe en bajer, siger Claus Jensen.

Ønsket er nemlig at hjælpe folk, der gerne vil blive stoffri. Og det gøres ved at give et ophold på hotellet, hvor man kan komme væk fra det, der lokker, men også gennem motiverende samtaler.

Det kristne feriehotel har værelser på første sal og en kirkehal i den tidligere garage.
Det kristne feriehotel har værelser på første sal og en kirkehal i den tidligere garage. Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

Betalingen på 350 kroner per døgn går til at hjælpe andre, der måske ikke har råd til at betale for opholdet, fortæller Claus Jensen.

- Man betaler, hvis man har penge. Hvis man ikke har, så er det gratis, siger han.

Det er ikke kun folk med stofmisbrug, Claus Jensen vil hjælpe.

Et møde med en præst i fængslet blev afgørende for Claus Jensen.
Et møde med en præst i fængslet blev afgørende for Claus Jensen. Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

For eksempel har han kontakt med en kvinde, der ofte føler sig ensom om vinteren. Hun vil gerne tage nogle overnatninger på det kristne feriehotel for at være sammen med andre.

- Vi vil hjælpe mennesker, der har det svært, men også bare mennesker, der har brug for luft eller brug for en tår kaffe, siger han.

Vil inspirere

For Claus Jensen er det vigtigt at give tilbage.

- Jeg vil gerne hjælpe mennesker, der er på røven, fordi jeg selv har været det, siger den tidligere misbruger.

Læs også
Nyt fængsel skal sluse kriminelle ud i samfundet: - De skal jo være et eller andet sted
Læs også
Nyt fængsel skal sluse kriminelle ud i samfundet: - De skal jo være et eller andet sted

Og så vil han gerne vise andre, at det er muligt at ændre sit liv til det bedre.

- Jeg vil gerne inspirere folk til at blive den bedste version af dem selv, siger han.


Nyhedsoverblik