Nyhedsoverblik

To hunde afvist ved grænsen

To udenlandske hunde måtte pænt vende om, da de onsdag nåede grænsen ved Rødbyhavn.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en døgnrapport.

Hundene ankom med færgen klokken 9.30, hvor de befandt sig i en bil sammen med to udenlandske mænd. Mændene havde deres papirer i orden, men værre så det ud for de to firbenede følgesvende.

Der manglede nemlig dokumentation for, at hundene var blevet rabiesvaccineret, og derfor fik de altså ikke lov at krydse grænsen.

De rejsende vendte herefter frivilligt om og tog med den næste færge retur til Tyskland.  

Der var tale om en australsk hyrdehund og en stor puddel, oplyser politikommissær Kim Bak.