Transportminister Benny Engelbrecht (S) reagerer nu på sagen om 28 russiske statsborgere, der tirsdag blev anholdt ved en større politiaktion på havnen i Rødbyhavn.
I følge politiet er der tale om en sag om ulovligt arbejde ved Rødbyhavn i forbindelse med byggeriet af Femernforbindelsen.
Nyheden fik Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT Kartellet) til at bede transportminister Benny Engelbrecht (S) om at tage affære.
- Politiets aktion bør få "alle alarmklokker til at ringe hos bygherren Femern A/S og dens ejer, den danske stat", hed det tirsdag fra BAT Kartellet.
Artiklen fortsætter efter videoen.
I dag svarer transportminister Benny Engelbrecht i en skriftelig kommentar:
- Det er naturligvis helt afgørende, at anlægsarbejdet med Femern Bælt-tunnelen sker på danske løn- og arbejdsvilkår, og at der ikke foregår ulovligheder.
Også Enhedslisten er i dag på banen med en reaktion på anholdelserne og en opfordring til transportministeren:
- Det nærmer sig det skandaløse og ganske uacceptable, at der på den tidlige fase af arbejdet med Femern Belt er problemer med ulovlig arbejdskraft. Det må og skal stoppes. Femern Belt A/S er statsejet, så transportministeren må sikre ordnede forhold, både i den aktuelle sag og i fremtiden, skriver arbejdsmiljøordfører Christian Juhl (EL) i en udtalelse fra partiet.
Minister kræver redegørelse fra Femern A/S
Russerne er alle sigtet for at arbejde ulovligt i Danmark, og tirsdag gik afhøringerne i gang.
Ifølge politiet blev de anholdt på to russiske slæbebåde i farvandet tæt ved Rødbyhavn, hvor de arbejdede. De er tilknyttet byggeriet af Femern-forbindelsen, og Femern A/s afventer nu en rapport fra deres hovedentreprenør om sagen.
- Der skal være styr på tingene på de statslige anlægsprojekter. Jeg er derfor glad for, at politiet skrider resolut ind, hvis der er mistanke om urent trav, siger Benny Engelbrecht.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) har nu bedt Femern A/S om at udarbejde en redegørelse om sagen.
Øjenvidner oplyste tirsdag til TV2 ØST, at politiet arbejdede i timevis på havnen omkring vejen Østre Kaj omkring to russiske slæbebåde.
Også Marinehjemmeværnsfartøjet 901 Enø var indsat i aktionen. Skibet havde fået påspændt et politilogo og var sandsynligvis en flydende platform for politiets arbejde.
Femern beder hovedentreprenør om redegørelse
Christian Juhl (EL) skriver i en pressemeddelelse, at han har bedt transportministeren give et mundtligt svar på, hvad han vil gøre i onsdagens spørgetid til ministrene, og at han forventer, at politikerne er nødt til at drøfte det på endnu et samråd.
Femern A/S er onsdag eftermiddag vendt tilbage med en udtalelse om sagen:
- Der skal naturligvis være ordnede forhold på byggeriet af Femern-tunnelen hele vejen rundt. Det er meget vigtigt for os som bygherre på projektet, siger kommunikationschef Morten Kramer Nielsen.
- Vi har bedt den ansvarlige hovedentreprenør, FBC, om en grundig redegørelse om arbejdsforholdene til søs for deres underleverandør i lyset af den konkrete sag med politiets indgriben over de russiske skibe i Rødbyhavn.
Derudover arbejder Femern A/S selv på en redegørelse af forløbet til transportministeren.