57.000 biler forbydes adgang til disse byer - men her tøver politikerne

Fem af landets største byer er fra i dag lukket land for godt 57.000 danske biler. Politikerne i Næstved tøver med at indføre en lignende miljøzone.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På Kvicklys parkeringsplads i Næstved er meningerne delte, om hvorvidt en miljøzone i byen er en god idé.

quote Jeg er overbevist om, at den bliver indført, og jeg tror også, at det kommer til at ske i denne valgperiode

Tommy Lindegaard (EL), Næstved Kommune

- Jeg synes, at det er helt fint, at der kommer lidt renere luft, men der er jo rent her i Næstved. Det er her, københavnerne skal flytte hen, hvis de vil have frisk luft, siger Henning Nielsen, som også vil købe en elbil, næste gang han skal skifte bil. 

- Vi skal af med al den forurening, tilføjer han.

Mindre positiv er Mark Jensen, som også kommer fra Næstved:

Mark Jensen synes ikke om ideen om en miljøzone i Næstved.
Mark Jensen synes ikke om ideen om en miljøzone i Næstved. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

- Jeg synes, at det er en dum idé. Så stor er Næstved heller ikke. 

Han er entreprenør og har oplevet, hvordan miljøzoner er en udfordring for firmabiler uden partikelfilter.

Læs også
- Det er helt hul i hovedet, siger bilejer
Læs også
- Det er helt hul i hovedet, siger bilejer

- Det skal man på ingen måde indføre i Næstved. Firmabiler på gule plader uden partikelfilter er jo fuldstændig bandlyst fra København, og det, synes jeg, er ærgerligt, for det er os, der kommer udenfor de store byen, der kommer ind og hjælper, forklarer han.

Uenighed i byrådet

Fra søndag den 1. oktober er det ulovligt at køre i ældre dieselbiler uden godkendt partikelfilter i København, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg kommuner, fordi der er indført skærpede miljøkrav.

Tommy Lindegaard fra Enhedslisten synes bare, at en miljøzone skal indføres i en fart.
Tommy Lindegaard fra Enhedslisten synes bare, at en miljøzone skal indføres i en fart. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Et tiltag som ikke er helt fjernt for politikerne i Næstved Kommune. 

For i en ny trafikplan, som netop er blevet vedtaget af et bredt flertal i byrådet, er en af anbefalingerne at oprette særlige miljøzoner for at sikre renere luft.

Men i byrådet er politikerne lige så uenige om miljøzoner, som de er på parkeringspladsen ved Kvickly.

Læs også
Opgøret om RGS Nordic er afgjort - Miljøstyrelsen overtager sagsbehandling
Læs også
Opgøret om RGS Nordic er afgjort - Miljøstyrelsen overtager sagsbehandling

- Jeg synes, at det kunne være en fantastisk idé at få det indført i en susende fart. Jeg ser ingen grund til, at byens borgere, byens gæster og dem, der arbejder i byen, skal udsættes for skadelige partikler, når vi kan undgå det, lyder det fra enhedslistens Tommy Lindegaard.

- Og det er trods alt en meget lille gruppe, det vil genere, tilføjer han.

Bilen er flittigt brugt i Næstved

I Næstved fylder bilerne meget. 

Forud for trafikplanen, er der lavet en borgerundersøgelse, som viser, at 93 procent af husstandene i Næstved Kommune har adgang til bil, hvor 43 procent har to eller flere biler.

- Jeg kan godt forstå, at dem inde i København har en anden hverdag, end dem der bor i Næstved. Bilen er bare rigtig nødvendig for mange mennesker med børn, arbejde og indkøb, siger Rune Kristensen (K), formand for Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget.

Rune Kristensen fra Det Konservative Folkeparti tror ikke på, at det bliver en realitet.
Rune Kristensen fra Det Konservative Folkeparti tror ikke på, at det bliver en realitet. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

- Vi har heldigvis som en stor landkommune mange andre måder at tilgodese klimaet på, og derfor er miljøzoner ikke den vej, jeg synes, at vi skal gå i Næstved, tilføjer han.

Ifølge databanken Bilstatistik.dk rammer de nye krav på landsplan op mod 63.088 dieselpersonbiler. 

Det svarer til omkring otte procent af den samlede bestand af dieselpersonbiler på nogenlunde 781.000.

Hvad er en miljøzone?

  • Fra den 1. oktober 2023 er det ikke længere lovligt at anvende dieselpersonbiler uden partikelfilter i miljøzonen i København, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg.

  • Det vil typisk være dieselbiler fra før 2009, lyder det fra FDM.

  • Kommunerne har besluttet at skærpe miljøzonekravene efter en lovændring i Folketinget den 22. marts 2022, der gjorde det muligt for kommunerne også at omfatte dieseldrevne personbiler i miljøzonerne.

  • I 2020 blev der indført skærpede miljøzoner, der forhindrer ældre dieseldrevne varebiler uden partikelfilter i at køre i København.

  • Zonerne håndhæves automatisk via kameraer, som kan aflæse nummerplader.

  • Har man en ældre dieselbil, så kan løsningen være at få monteret et partikelfilter. Filteret har været et lovkrav for dieselbiler, som er indregistreret efter 1. januar 2011.

  • Et standardpartikelfilter koster ifølge Miljøministeriets bemærkninger til loven typisk ca. 6.000 kroner inklusive eftermontering. Bilejere i lavindkomstgrupper vil kunne ansøge om tilskud på 2.000 kroner til eftermontering af et partikelfilter.

  • Herudover vil bilejere fremadrettet undgå at betale 1.000 kr. årligt i partikeludledningsafgift. 

  • Hvis man kører ind i en miljøzone i en dieselbil, vil man modtage en bøde på 1.500 kr. For varebiler over 3.500 kilo kan bøden være op til 12.500 kroner.

Kilde: Teknik- og Miljøforvaltningen, miljoezoner.dk og FDM

Trafikplanen blev godkendt af 29 af byrådets 31 medlemmer. 

De eneste, der stemte imod, var Nye Borgerliges Githa Nelander og Sebastian Mylsted-Schenstrøm fra Danmarksdemokraterne.

Miljøzone langt nede på listen

Hver enkel af de anbefalinger, som er i trafikplanen, skal dog først drøftes i udvalget, før det kan blive vedtaget. 

quote De skal til at stramme sig an

Henning Nielsen, bilejer

Netop forslaget om miljøzoner ser ikke ud til at blive noget inden for den nærmeste fremtid.

- Vores trafikplan rummer rigtig mange gode ideer. Der er mange af dem, som måske aldrig bliver til noget. 

- Det er et katalog, vi kan tage frem, når vi har lyst til at udvikle vores trafikale løsninger. Miljøzoner, tror jeg, ligger meget langt nede på den liste, lyder det fra Rune Kristensen.

Per Thomsen synes også, at en miljøzone er en god idé.
Per Thomsen synes også, at en miljøzone er en god idé. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Mere optimistisk er Tommy Lindegaard, som tror på, at politikerne nok skal få talt sig til enighed.

- Jeg er overbevist om, at den bliver indført, og jeg tror også, at det kommer til at ske i denne valgperiode. Det er et nødvendigt tiltag, siger han.

Foran Kvickly synes de, TV2 ØST taler med, at politikerne skal komme i gang.

- De skal til at stramme sig an. Der er ikke andet for, siger Henning Nielsen.

Læs også
408 elbiler kan oplades på én gang i Næstved
Læs også
408 elbiler kan oplades på én gang i Næstved

Per Thomsen fra Næstved, som selv har en hybridbil, er enig.

- Jeg kan ikke rigtig forstå, at der ikke er opbakning til det i byrådet. Jeg synes, at vi alle sammen skal tænke på miljøet, siger han og tilføjer:

- De gamle dieselbiler, der er over 20 år gamle, synes jeg, vi skal have ud af bybilledet.


Nyhedsoverblik