- Det startede egentlig om morgenen med en vitaminpille - sådan en lille kantet én, som jeg ikke havde haft noget besvær med at synke før.
- Men den begyndte sådan ligesom at sidde fast.
Det fortæller pensionist Anders Hansen, der ventede alt for længe med at gå til lægen, da han begyndte at få mistanke om, at noget var galt.
Jeg kan næsten ikke huske, hvordan jeg kom hjem igen, fordi jeg var helt slået ud
I en serien Hvad kæmper du for, mand? sætter TV2 ØST fokus på nogle af de områder, hvor mænd halter bag efter i statistikkerne.
Det gør de især, når det kommer til sundhed og for tidlig død.
Anders Hansen googlede symptomerne, men syntes ikke, at det virkede som noget, der var farligt.
- Jeg vidste jo godt, at det her kunne være noget skidt, siger han og tilføjer:
- Men det er nok lidt i familie med at gemme rudekuverten nede i bunden af skuffen. Så kan det være, at tingene går væk, men det gør de jo ikke.
Anders Hansen ventede cirka halvanden måned med symptomerne, inden han gik til læge.
Ny serie
Hvad kæmper du for, mand? er udkommet i forbindelse med mændenes kampdag den 19. november.
Du kan se hele serien på TV2 ØST PLAY.
Og det var først, da han talte med sin familie om symptomerne, at han fik taget sig sammen til det. Det var dem, der gav ham skubbet til at gøre det.
Var du bange?
- Ja, det har jeg nok også været, fordi man kunne godt regne ud, at det her kunne være alvorligt, men jeg skød det fra mig og tænkte; hvorfor lige mig?
Opdagede kræft i svælget
Anders Hansen kom til en øre-, næse-, halslæge og blev med det samme sat i et kræftpakkeforløb.
- Jeg kan næsten ikke huske, hvordan jeg kom hjem igen, fordi jeg var helt slået ud, siger han.
Diagnosen var kræft i svælget forårsaget af rygning, og den var fremskreden.
Vi er begyndt at få øje øjnene op for, at der er nogle u-ligestillinger for mænd
- Jeg skulle have 34 strålebehandlinger og fem kemobehandlinger på seks uger, fortæller han.
Anders Hansen er overbevist om, at hvis han havde udskudt lægebesøget lidt længere, så havde det været for sent.
- Jeg kom nok afsted ti minutter i tolv, så der var lige lidt tid, for det havde bredt sig til nogle lymfeknuder, og det var det, der hedder stadie tre, siger han.
Siden behandlingen har Anders Hansen været til kontrol en gang om året, og hvis alt ved næste tjek også ser fint ud, vil han blive erklæret officielt kræftfri.
Mænd dør tidligere
Psykolog Svend Aage Madsen mener, at vi er nødt til at se mænd som ét køn for at kunne ændre på det faktum, at mænd dør væsentligt tidligere end kvinder.
Han er formand for Forum for mænds sundhed og mener, at det er vigtigt at se på mænd som en samlet gruppe for at kunne forstå de mekanismer, der gør, at mænd for eksempel oftere dør af alvorlig sygdom.
- Der er nogle u-ligestillinger og problemstillinger, som vi kun får øje på, hvis vi ser det i forhold til, at det er mænd, det gælder, siger Svend Aage Madsen.
Den 19. november var det Mændenes internationale kampdag. Og det er vigtigt, at mænd som køn kæmper for at blive ligestillet med kvinder på de områder, hvor de ligger nederst i statistikkerne, mener Svend Aage Madsen
- Kvinderne har kæmpet for det i mange år.
- Vi er begyndt at få øje øjnene op for, at der er nogle u-ligestillinger for mænd, men det er ikke noget, der undergraver den kamp, der er vigtig for kvindernes ligestilling, siger han.
Går ikke til læge i tide
Et af de områder, hvor mænd som køn er mere udsatte, er når det kommer til alvorlig sygdom.
Kvinder går ifølge Svend Aage Madsen omkring 47 procent hyppigere til læge end mænd hele livet igennem, og han påpeger, at mænd generelt set har en tendens til at negligere sygdomssymptomer.
Hvornår skal de så finde ud af, om de skal gå til lægen?
- Der er mange mænd, der har nogle indre overbevisningsveje til at sige til sig selv, at det nok ikke er noget.
- Og det er jo en god ting, hvis det ikke er noget, men det er en rigtig dårlig ting, når det er noget, siger han.
En anden forklaring er, at det ofte er ens tætteste pårørende, der hjælper en med at indse, at man nok skal gå hen og blive undersøgt hos lægen.
Men mænd har ofte færre, de kan tale fortroligt med, end kvinder, og det kan ses i sundhedsstatistikkerne.
- Det er bare afgørende, og derfor kan vi se, at singlemænd lever cirka syv år kortere end mænd, som har partnere.
- Så partneren i sig selv er en meget, meget vigtig faktor i sig selv for at komme til læge, siger Svend Aage Madsen.
Mandemedier skriver ikke om sygdom
Svend Aage Madsen peger også på, at forskelle i indholdet i de medier, mænd og kvinder læser, har betydning for mændenes placering i sygdomsstatistikkerne.
I mange traditionelle blade til kvinder er der historier om folk, der har været gennem sygdomsforløb.
- Der er altid sådan en historie om en, der har været i kemoterapi eller haft en fødselsdepression eller et eller andet.
- Så midt i den mediestrøm, kvinder har, får de en masse viden om symptomer og sundhed, og hvor man kan få hjælp, siger han.
Men sådan er det ikke i de traditionelle blade til mænd.
- Hvis man kigger på de medier, mænd i flertal er på, er det så nogensinde nogen, der har set et sundhedsbudskab i Motor for eksempel eller i Fiskeribladet? spørger Svend Aage Madsen.
- Kvinder får i medieverdenen en kæmpestor viden om det her. Det gør mænd bare ikke, så hvis de ikke snakker indbyrdes om det, og så heller ikke får viden om det. Hvornår skal de så finde ud af, om de skal gå til lægen? siger Svend Aage Madsen.
I serien Hvad kæmper du for, mand kan du møde Anders Hansen og fem andre mænd, der åbent fortæller om hver deres livskrise.
Du kan se serien på TV2 ØST PLAY