Anne har været frivillig gennem 18 år: - Vi har en helt særlig kultur

Anne Wibskov er en af de mange frivillige, der lørdag hjælper til ved Grøn i Næstved. Hun oplever en helt særlig kultur, hvor der er plads til alle

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Da Anne Wibskov i 2006 for første gang stod bag baren som frivillig på Grøn Koncert, lå det ikke umiddelbart i kortene, at hun igen ville stå der 18 år senere.

quote Man bliver grebet på en helt andet måde her end i den virkelig verden

Anne Wibskov, frivllig på Grøn

Lørdag løber Grøn af stablen i Næstved, og selv om Anne Wibskov de seneste dage er vågnet med lidt ondt i ryggen efter at have langet drinks over en bar i timevis og sovet på en luftmadras, gør det hende ingenting.

Faktisk giver det hende mere energi.

- Det giver mig et skønt og frit fællesskab, hvor vi har det godt, løser problemerne, hjælper hinanden og løfter i flok. Der er plads til alle, siger hun.

Anne Wibskov meldte sig som frivillig for første gang i 2006. Siden har hun været en fast del af frivilligholdet med kun et par års pause, da hendes børn var små.
Anne Wibskov meldte sig som frivillig for første gang i 2006. Siden har hun været en fast del af frivilligholdet med kun et par års pause, da hendes børn var små. Foto: Privatfoto

- Her er der plads til dem, som der ikke altid er plads til ude i den virkelige verden. Man finder funktioner til folk, så de passer. Så længe man har lyst til at være en del af fællesskabet, så kan man være her.

En helt særlig kultur

Til daglig arbejder 42-årige Anne Wibskov fra Havrebjerg som laborant hos Novo Nordisk.

I 2006 stod hun som studerende med en tom sommerferiekalender og ikke ret mange penge, og derfor valgte hun at melde sig som frivillig hos Grøn Koncert, hvor hun allerede var trofast koncertgænger.

Og det, hun oplevede på Grøn i 2006, satte sig fast i hende.

- Jeg hoppede ud i det fuldstændig grøn. Man blev virkelig taget imod med åbne arme. Det endte med at være en sindssyg fed oplevelse.

Anne Wibskov var lørdag formiddag på arbejde med sine frivillige kolleger, hvor de gjorde baren klar til dagens serveringer.
Anne Wibskov var lørdag formiddag på arbejde med sine frivillige kolleger, hvor de gjorde baren klar til dagens serveringer. Foto: Anne Wibskov

Og Anne Wibskov er ikke den eneste, der er er blevet hængende, på trods af et par års pause, da hendes børn var små. Mange af dem, hun var frivillig med for 18 år siden, møder hun igen år efter år i frivilligkorpset.

Læs også
Foreninger sikrer puls i lokalsamfund
Læs også
Foreninger sikrer puls i lokalsamfund

Og selvom det kan være hårdt arbejde, er der et særligt fællesskab, der bliver ved med at bringe hende tilbage.

- Vi har en helt særlig kultur her. Alting er lidt skævt, og alt kan fikses med gaffatape. Man skal være en lille smule crazy for at være her, siger hun. 

Over 100 lokale ildsjæle hjælper til

Anne Wibskov er langt fra den eneste, der vælger at bruge sin fritid på at arbejde gratis i fællesskabets ånd. 

quote Ude i den virkelige verden taler man ikke med den man sidder ved siden af i bussen, her taler man med hinanden

Anne Wibskov, frivillig på Grøn

I år er næsten 150 frivillige fra Arena Næstved med til afvikle Grøn i Næstved. Det fortæller sikkerheds- og frivilligkoordinator hos Arena Næstved, Flemming Waldorf.

For tredje år i træk samarbejder Arena Næstved med Muskelsvindsfonden, hvor de rekrutterer frivillige til Grøn.

- Vi synes, det er et fantastisk formål. Og vi vil gerne blande os og være med, siger han.

Det siger de frivillige

Grøn er arrangeret af Tuborg og Muskelsvindfonden, og består af en række koncerter, der er fordelt over flere dage i hele landet.

Ifølge en ny undersøgelse lavet af Grøn blandt mere end 500 af deres faste frivillige, føler næsten 70 procent, at deres frivillige arbejde har gjort dem gladere generelt.

Næsten 84 procent mener, at frivilligkorpset er med til at nedbryde fordomme.

87 procent føler, at frivilligkorpset er med til at nedbryde perfekthedskulturen.

Når Arena Næstved leverer ekstra frivillige til koncerterne er det både enkeltpersoner og lokalforeninger, der kan give en hånd med, og på den måde tjene lidt ind til klubkassen. 

- Man får jo mulighed for at være med til et arrangement, som man måske ikke har været heldig at få billet til. Og samtidigt får man mulighed for at styrke fællesskabet i en klub og overfor de andre frivillige.

Derudover tager 20 frivillige fra Arena Næstved med videre til Valby i morgen, hvor Grøn fortsætter afslutter koncertdagene, fortæller Flemming Waldorf.

Læs også
Festival blev reddet på målstregen: - Vi har aldrig oplevet noget lignende
Læs også
Festival blev reddet på målstregen: - Vi har aldrig oplevet noget lignende

- Mange af dem er gengangere fra i dag. De synes bare, det er fedt at være med. Og så har man måske mulighed for at tjene en ekstra skilling til sin forening.

Højgravid bag baren

Anne Wibskov har både arbejdet frivilligt på koncerten med en højgravid mave, og senere da hun oplevede stresssymptomer. 

Alligevel valgte hun at tage afsted.

- Jeg kom jo hjem opløftet, siger hun.

Holdet af frivillige er klar til dagens koncertgæster.
Holdet af frivillige er klar til dagens koncertgæster. Foto: Anne Wibskov

- Man bliver grebet på en helt andet måde her end i den virkelig verden. Man får en krammer og et klap på skulderen. Tager hånd om hinanden. Ude i den virkelige verden taler man ikke med den, man sidder ved siden af i bussen. Her taler man med hinanden. 

Derfor har hun ingen planer om at stoppe med at være frivillig lige foreløbig:

- Så længe jeg synes, det er sjovt, og så længe jeg kan, vil jeg blive ved.

Grøn har eksisteret siden 1983. Blandt optrædenerne i dag kan man opleve sangerinden Jada, der selv er fra Næstved. Søndag er den sidste koncertdag, og den foregår i Valby. 


Nyhedsoverblik