Nyhedsoverblik

Blev bundet og sat ild til - retsmøde aflyst

Det var planen, at en 44-årig rocker tirsdag i Retten i Næstved ville tilstå, at han den 15. november sidste år overhældte to klubkammerater med brændbar væske og efterfølgende satte ild til dem i en lejlighed i Næstved.

I alt er fire personer tiltalt i sagen.

Ifølge anklageskriftet blev de forurettede lokket i baghold i lejligheden, hvor de blev bagbundet med gaffatape til to stole og sat ild til, hvorved de fik brandskader på henholdsvis 8 og 16 procent af kroppen, og var i mulig livsfare, hvis ikke de havde fået lægehjælp.

Ifølge specialanklager Skipper Pelle Falsled kan det planlagte retsmøde af ikke nærmere beskrevne årsager alligevel ikke gennemføres, og den 44-årige rockers sag vil derfor blive behandlet, samtidig med at tre andre tiltalte i sagen skal for Retten i Næstved til oktober.