Nyhedsoverblik

Brandfolk kørt galt under udrykning

Et slukningskøretøj er kørt sammen med to personbiler i forbindelse med en brand i Næstved.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Episoden fandt sted kort før klokken 17.00, hvor flere slukningskøretøjer blev kaldt ud til en brand i et skovområde nær Faunedalen.

Her ramte det ene slukningskøretøj af endnu uvisse årsager to personbiler omkring Kildemarksvej og Østre Ringvej.

- Det skete under forholdsvis lav hastighed, så der er ikke sket voldsomme personskader – kun materielle skader, siger Lars Denholt, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Efter uheldet ankom politiet med en patruljevogn til stedet for at regulere trafikken, ligesom de skal forsøge at klarlægge hændelsesforløbet.

Selve branden i skovområdet var et mindre bål, hvor ilden begyndte at sprede sig, og der efterfølgende blev slået alarm til brandvæsnet, som fik flammerne under kontrol.