Pengene kommer fra arrangementet Bike Event i Arena Næstved, som fitnesscentret Sea Club Fitness og Arena Næstved står bag.
Det skriver Arena Næstved i en pressemeddelelse.
Det er ikke tilfældigt, at det er netop Svovlstikkerne, der modtager de indsamlede penge fra cykeleventet. Svovlstikkerne er nemlig en lokal hjælpeorganisation beliggende i Næstved, og midlerne går til julepakker, der uddeles i samarbejde med de lokale kirker og Frelsens Hær Næstved.
- Julepakken, vi kan købe med disse penge, er med til at give hele familien en lidt bedre juleaften med god mad på bordet og pakker under træet, siger Per Stecher, formand for Svovlstikkerne.
Det er første gang, at cykeleventet er blevet afholdt, men ifølge Arena Næstved har alle parter givet hånd på, at succesen skal gentages til næste år.
- Vi har sammen fundet en ny og større form til Bike event, og vi er allerede i gang med at planlægge næste års event, fortæller cykelinstruktør Jan Flemming, der har været med til at stable arrangementet på benene.
Næste års event bliver den 1. november 2025.