- Jeg vil beskrive store dele af min barndom som et helvede.
Sådan lyder det fra 30-årige Elene Nielsen, der er vokset op i et hjem præget af alkohol, fysisk og psykisk vold og seksuelle overgreb.
- Jeg blev slået med knytnæve, så jeg lå på gulvet, og så blev sparket med træsko på, forklarer hun.
Når overgrebene fandt sted forsvandt jeg mentalt ud af min krop, for ellers kunne jeg ikke overleve de ting, der skete
Hun mener, Næstved Kommune burde have grebet ind og fjernet hende fra hjemmet, og derfor hiver hun nu kommunen i retten og kræver en erstatning på 300.000 kroner.
- Det er et forsøg på at forandre systemet, altså råbe op og sige: Okay, prøv og hør, I kan ikke blive ved med at lave de her fejl, siger hun.
Hjælp fra Børns Vilkår
Retssagen begynder torsdag og udspringer af en målrettet indsats i Børns Vilkår, der skal hjælpe børn og unge med at få erstatning, hvis de har været udsat for såkaldt offentligt omsorgssvigt – altså hvor en kommune har undladt at gribe ind, selv om den har været vidende om omsorgssvigt eller overgreb i hjemmet.
Den første lignende sag kom for retten i 2017. Her havde tre søstre fra Skælskør sagsøgt Slagelse Kommune for ikke at have fjernet dem fra en plejefamilie præget af seksuelle overgreb. Landsretten tilkendte søstrene 100.000 kroner hver.
Siden har yderligere syv sager været behandlet ved retten, som alle er blevet vundet, og der er blevet indgået forlig i 37 sager.
- Det giver de her mennesker en form for oprejsning, at der er nogle, der kan sige, at det var ikke din skyld, vi kan se, at der er sket fejl, kommunerne har svigtet, og der er rigtig mange, der tror, at det er deres egen skyld og tager den skyld på sig, så de har rigtigt rigtigt svært ved at leve med det, siger Anette Brøndum Sørensen, der er projektleder i Børns Vilkår.
Barndom præget af svigt og overgreb
Nu skal Retten i Næstved tage stilling til, om Næstved Kommune svigtede Elene Nielsen som barn.
Ifølge Elene Nielsen var hendes opvækst præget af de voksnes alkoholmisbrug:
- Det betød jo perioder uden mad, uden voksenopsyn, uden voksenkontakt. Altså perioder, hvor jeg skulle sørge for mig selv, sørge for at komme i skole, sørge for at have rent og pænt tøj på.
Jeg synes, det er så absurd at tænke på, at man kan svigte ikke bare én gang, heller ikke to gange, heller ikke tre gange, men utallige gange
Da hun blev lidt ældre begyndte de mandlige bekendtskaber, der kom i hjemmet, også at udnytte hende seksuelt.
- Der var godt nok ikke annoncer i den blå avis, men det var lige før, der hang annoncer i skuret, hvor de voksne mødtes for at drikke, siger hun.
En mand er efterfølgende blevet dømt for overgrebene, og selv om der var flere mænd, der forgreb sig på hende, så har hun fortrængt meget af det.
- Når overgrebene fandt sted forsvandt jeg mentalt ud af min krop, for ellers kunne jeg ikke overleve de ting, der skete.
Kommune modtog flere underretninger
Trods flere underretninger og en indlæggelse på børnepsykiatrisk afdeling greb kommunen aldrig ind og fjernede hende fra hjemmet.
- Jeg synes, det er så absurd at tænke på, at man kan svigte ikke bare én gang, heller ikke to gange, heller ikke tre gange, men utallige gange, fastslår hun.
Først da Elene var 11 år gammel tog hendes faster affære og fik hende fjernet, men ifølge Elene burde kommunen have grebet ind langt tidligere:
- Der var alarmklokker, som ringede langt tidligere. De ringede ti år inden jeg kom til verden, fordi min familie var kendt i systemet i ti år, før jeg kom til verden, så hvor fanden var man henne, da jeg blev født?
Kommunen havde løbende kontakt med familien og fik også lavet en psykologisk udredning af Elene Nielsen.
Når sagen skal for retten er det op til dommeren at vurdere, om Næstved kommune vidste, hvad der foregik i hjemmet, og om de levede op til deres ansvar.
TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra Næstved Kommune, men kommunen henviser til, at den ikke må udtale sig om igangværende sager, og vil derfor først udtale sig om sagen, når der er faldet dom.
Der ventes at falde dom i starten af oktober.