Rådmandshaven i Næstved er et af flere steder i landet, hvor Rigspolitiet lige nu opretter nationale testcentre for coronavirus.
Det store hvide telt er blevet opført nær Næstved Sygehus.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Politiet: - Det skal understøtte teststrategien
Ifølge Rigspolitiet rejses teltene for at opbygge testkapacitet for at understøtte teststrategien.
Hvem og hvor mange, der skal testes i de nye teststationer, vil blive meldt ud på et senere tidspunkt
- Vi kan bekræfte, at der er en række forberedelser i gang for at udvide mulighederne for at teste for covid19. Derfor vil man i dag kunne se, at der begynder at rejse sig telte nogle steder i landet, siger politidirektør i Rigspolitiet, Svend Larsen, til TV2 ØST.
- Vi opbygger kapacitet for at kunne understøtte teststrategien. Hvem og hvor mange, der skal testes i de nye teststationer, vil blive meldt ud på et senere tidspunkt.
Artiklen fortsætter efter billederne.
Testcenter åbner på mandag
Sjællandske erfarer, at testcentret åbner mandag den 20. april og skal være i funktion i seks måneder og muligvis længere.
Også i Fælledparken i København er Rigspolitiet lige nu i gang med at bygge nye testtelte, som har "forbindelse til covid-19".
Teltene rejses som et led i den nye teststrategi, hvor myndighederne agter at teste langt flere danskere.
Et af målene er at teste et repræsentativt udsnit af befolkningen.