Nyhedsoverblik

Fodgænger alvorligt tilskadekommen efter påkørsel

En bil har søndag eftermiddag påkørt en kvinde, der kom gående på Slagelsevej ved Fuglebjerg.

Kvinden er alvorligt tilskadekommen efter færdselsuheldet.

Det fortæller Kasper Skotte, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Kørsel er nu lukket i begge retninger på Slagelsevej mellem Katrinevej og Skælskørvej, fortæller han.

Han anbefaler derfor, at bilister finder en alternativ rute.

Der er tilkaldt en bilinspektør til stedet, og politiet skal nu finde frem til de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

Opdateret: Kvinden afgik ved døden. De pårørende er underrettet. Afspærringen på Slagelsevej er også ophævet, og man kan igen frit passere.