Nyhedsoverblik

Håndgranat blev gravet ned af teenager før kioskangreb

Et netværk af personer fra banden Loyal To Familia (LTF) deltog ifølge anklagemyndigheden, da en håndgranat i dagene før nytårsaften sidste år blev fragtet fra Næstved til København og sprængt i en kiosk.

Ved sprængningen blev en 19-årig mand alvorligt såret, og nu har anklagemyndigheden rejst tiltale mod to teenagere i sagen.

De tiltalte er henholdsvis 16 og 19 år og er begge anklaget for at medvirke til drabsforsøg som led i en verserende konflikt mellem LTF på den ene side og rockergruppen Hells Angels på den anden.

Sagen er en af flere, som relaterer sig til netop den konflikt, og fredag efter nytår tager Retten på Frederiksberg hul på sagen, som efter planen behandles over syv dage i alt.

De tiltalte nægter sig skyldige, men anklagemyndigheden mener, at de begge spillede en rolle i at fragte granaten fra Næstved til kiosken på Islevhusvej i Husum i København, hvor sagens offer blev ramt i både underben og hals af fragmenter fra granaten.

Af sagens anklageskrift fremgår det, at granaten blev leveret af en navngiven person til den yngste af de tiltalte.

Den 16-årige gravede ifølge anklagemyndigheden granaten ned ved et nærliggende grønt område ved Vestre Ringvej og Vordingborgvej.

Frem til sidst på eftermiddagen lå den dødbringende genstand i jorden, indtil den 15-årige sammen med den anden tiltalte i sagen hentede den, lyder det i anklageskriftet.

Læs også
15-årig transporterede håndgranat
Læs også
15-årig transporterede håndgranat