Et omfattende sporarbejde er i gang på den ny Femern-bane.
Dele af strækningen er allerede åbnet for togdrift efter otte måneders sporarbejde sidste år mellem Ringsted og Næstved, imens togdriften siden starten af måneden har været erstattet med busser på strækning fra Vordingborg og sydover som følger af, at banen her udvides til to spor.
Togene vender efter planen tilbage til Nykøbing Falster til august, men allerede 28. august vender busserne så tilbage på strækningerne Ringsted-Næstved-Nykøbing Falster og mellem Køge og Næstved.
For pendlerne fra Næstved og nordpå mod Ringsted er vi helt færdige den 8. september, hvor vi vil køre med fuld kapacitet og hastighed
I denne ombæring er det dog for en kortere bemærkning.
Det sker som følge af, at Banedanmark skal færdiggøre det længe ventede sikringsanlæg til elektriske tog på Næstved Station.
- Det er et arbejde, vi havde håbet på, vi kunne gøre i påsken – men det var lidt mere komplekst, end vi havde forventet, så det gør vi færdig i september, forklarer Klaus S. Jørgensen, der er projektdirektør på Ringsted-Femern Banen.
- For passagererne har det den konsekvens, at vi har 11 dage i slut august-start september, hvor vi tager sikringsanlægget i brug, og derfor kører med togbus i stedet for tog i den periode.
Sidste trin til forberedelse af elektriske tog
Oprindeligt skulle der have været fuld kapacitet på strækningen allerede i november. Men et sikringsanlæg fra 1980’erne ved Næstved Station har givet Banedanmark store udfordringer, og helt frem til påsken 2021 måtte pendlerne nøjes med to tog i timen og en væsentlig reduceret hastighed med længere rejsetid til følge.
- I påsken fik vi lavet første trin af sikringsanlægget, så vi kom til at køre med fuld kapacitet og hastighed på strækningen, forklarer Klaus S. Jørgensen og tilføjer:
- Det, der mangler nu, er sidste trin, for at vi har anlægget ved Næstved station forberedt til elektriske tog.
Togtrafik påvirket af sporarbejde:
- 30. april til og med 30. juli 2021 kører der ingen tog mellem Vordingborg, Nykøbing F. og Rødby F
- 31. juli til og med 11. december 2021 kører der ingen tog mellem Nykøbing F. og Rødby
- 30. april til og med 8. august 2021 kører der ingen tog mellem Øster Toreby og Nykøbing F. (Lollandsbanen)
- 28. august til og med 7. september 2021 kører der ikke tog mellem Ringsted-Næstved-Nykøbing Falster og mellem Køge og Næstved.
- DSB indsætter togbusser på strækningerne, og det er muligt at planlægge sin rejse på Rejseplanen.
Sidste tur med togbus
Opgraderingen af den cirka 120 kilometer lange strækning skal sikre, at jernbanen har den ønskede kapacitet i fremtiden, når den ny Femern Bælt-tunnel åbner i 2029.
Sidste år opgraderede Banedanmark strækningen mellem Ringsted og Næstved, hvor der blandt andet blev renoveret spor og udrettet kurver, så togene kan køre hurtigere. Som følge af dette arbejde måtte pendlerne se sig henvist til togbus i otte måneder.
Så omfattende bliver det dog ikke i denne omgang, og ifølge Klaus S. Jørgensen har man hos Banedanmark gjort, hvad man kunne for at begrænse omfanget af spærrede spor.
- Vi får samtidig lavet en masse af det arbejde – som endnu ikke var planlagt – med sporspærring, siger Klaus S. Jørgensen og tilføjer:
- For pendlerne fra Næstved og nordpå mod Ringsted er vi helt færdige den 8. september, hvor vi vil køre med fuld kapacitet og hastighed.
Ændringen i tidsplanen for sikringsanlægget betyder desuden, at passagerer på Sydbanen skal regne med lidt længere rejsetid mellem Lundby og Næstved i perioden fra d. 10. oktober til 12. december 2021, oplyser Banedanmark.
Dog vil der stadig udestå sporarbejde syd for Næstved frem mod årsskiftet, hvor Banedanmark til december efter planen tager et nyt dobbeltspor mellem Orehoved og Nykøbing Falster i brug.
- Til den tid har vi elektriske tog til Næstved og dobbeltspor på Falster. Det betyder, at togene kan køre med højere hastighed (180 kilometer i timen red.) fra Ringsted til Nykøbing Falster.
Overholder tidsplanen
Elektrificeringen af den sidste del af strækningen syd for Næstved bliver etableret i forbindelse med den ny Storstrømsbro i 2023 til ibrugtagning i 2024.
- Til den tid har vi elektriske tog fra Næstved til Nykøbing Falster, siger Klaus S. Jørgensen, som også kan konstatere, at de overordnede tidsplaner for baneopdrageringen bliver overholdt, som det hele ser ud nu.
- Helt grundlæggende, så holder vores overordnede tidsplan for opgraderingerne mellem Ringsted og Nykøbing Falster. Justeringerne i tidsplanen for sikringsanlægget ændrer heldigvis ikke ved, at vi som planlagt forventer at være klar til, at der kan indsættes elektriske tog mellem Ringsted og Næstved i slutningen af 2021, siger han.
Den nye Femern-banestrækning er designet til, at togene kan køre 200 kilometer i timen. DSB's nuværende materiel skyder dog en topfart på 180 kilometer i timen.
DSB forventer at kunne sætte de første nye elektriske tog i drift i 2024. Virksomheden har indgået aftale om 100 eldrevne togsæt fra franske Alstom. Udbuddet er imidlertid ramt af en klagesag, som nu afventer sin gang.
Første tog skal ifølge DSB indsættes på strækningen fra København til Nykøbing Falster.
Færdiggørelsen af den sidste del af strækningen fra Nykøbing Falster til Holeby og den ny Femern Bælt-tunnel – herunder også udvidelsen af jernbanebroen over Guldborgsund – forventes udført i perioden 2022 frem til 2024.
Fakta: Ny jernbane til Europa
Ringsted-Femern Banen er ét af Banedanmarks største infrastrukturprojekter og består af mange forskellige opgraderinger
• Skinnerne renoveres flere steder på strækningen og der bygges et 55 km langt ekstra spor mellem Vordingborg og Rødby, så banen bliver dobbeltsporet hele vejen.
• Kurver rettes ud og banedæmninger forstærkes, så togene kan køre hurtigere i fremtiden.
• Banen elektrificeres med nyt kørestrømsanlæg, så der kan køre klimavenlige el-tog.
• Der udrulles nyt signalsystem, der på sigt vil give en mere stabil togdrift med flere tog til tiden
• Flere eksisterende stationer og perroner ombygges og moderniseres og der etableres en helt ny station ved Holeby
• Der bygges faunapassager, paddehegn og -passager af hensyn til dyreliv og miljø.
• Arbejdet finansieres af A/S Femern Landanlæg og EU.
Kilde: Banedanmark