Heino Hansen fra Næstved er årets komiker

Den danske komiker Heino Hansen blev i denne uge kåret som årets komiker ved Zulu Comedy Galla.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Det er en kulmination på 14 års arbejde, hvor jeg ikke har lavet andet end at stå at optræde. Det er halvdelen af mit liv. Så det er meget stort for mig.

Sådan siger den danske komiker Heino Hansen, der er blevet kåret som årets komiker 2022.

Kåringen skete ved Zulu Comedy Galla, der sendes søndag aften på TV 2 Zulu og TV 2 Play.

- Det er en meget stor oplevelse at være i sådan en sal og få sådan en pris, siger han om øjeblikket, hvor han badet i konfetti gik på scenen for at modtage prisen.

Showet har siden 2009 fungeret som en prisuddeling for hele comedybranchen, og blandt andet Anders Matthesen, Jonatan Spang og Mick Øgendahl har tidligere vundet prisen.

Læs også
Billetter til lokal komikers første onemanshow rives væk i barndomsbyen
Læs også
Billetter til lokal komikers første onemanshow rives væk i barndomsbyen

- Prisen kommer efter et år, hvor jeg har kæmpet for at få folk til at opdage, hvad jeg synes, at jeg kan. Og så var der pludselig interesse, godt billetsalg og øjne for det, som jeg laver. Det er fortællingen om at komme godt fra start - min raket havde bare en meget lang lunte, siger han.

Han understreger, at året har været særdeles lærerigt.

- Jeg har lært så meget det seneste år om at være komiker, som jeg slet ikke opdagede i de første år, og som jeg slet ikke vidste var en ting, siger han.

VIDEO: Tidligere på året mødte TV2 ØST Heino Hansen, blandt andet til en snak om opvæksten i Næstved.

Har boet i Næstved i årevis

Den 37-årige komiker bor i dag i København, men har i store dele af sit liv boet i Næstved med udflugter til Ringsted og Roskilde.

- Det er selvfølgelig noget, som jeg har med mig, at jeg har levet så mange år af mit liv i provinsen. Og for mig har det lidt været en stilart at være det forlængede talerør for alle påskefrokoster i Næstved og omegn, siger han. 

- Lad mig sige det på den måde, at det ikke var kommet til mig, hvis jeg ikke havde den evighedsgave, som det er at gå rundt med Næstveds mentalitet.

Læs også
Kendt komiker med vild fremtidsdrøm: - Jeg vil være borgmester i Næstved
Læs også
Kendt komiker med vild fremtidsdrøm: - Jeg vil være borgmester i Næstved

Han håber, at prisen i fremtiden kan være med til at åbne døre for ham.

- Jeg ved ikke, hvilken betydning det får - hvis nogen overhovedet. Det må du jo spørge mig om om et halvt år. Men jeg håber, at det kan være med til at åbne døre - især de døre, som jeg ikke tidligere har haft fat i. Gerne noget helt nyt, siger han.

Showet sendes søndag aften klokken 21.00, men man kan allerede nu se det på TV 2 Play.


Nyhedsoverblik