Herlufsholm sagsøger staten

Styrelse krævede 27 tilskudsmillioner tilbage fra Herlufsholm efter dokumentar. Nu vil skolen have dem igen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kostskolen Herlufsholm har onsdag aften stævnet Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), som hører under Børne- og Undervisningsministeriet.

Skolen mener, at styrelsen uretmæssigt har frataget skolen, hvad der svarer til et halvt års statstilskud: 27 millioner kroner.

Det skriver Berlingske, som har læst stævningen.

Skolens ledelse vil ikke stille op til interview med avisen. Det vil skolens advokat, Ole Spiermann fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle, heller ikke.

Spiermann skriver i stævningen ifølge Berlingske, at sagen ikke handler om de "faktuelle forhold".

- I stedet handler den foreliggende retssag om den juridiske vurdering og kvalifikation af disse faktuelle forhold, lyder det.

Skolen vil altså have set på, om styrelsen har lovhjemmel til at pålægge skolen at tilbagebetale pengene.

STUK: Herlufsholm brød krav 

Herlufsholm var i maj 2022 centrum i en dokumentar fra TV 2. Her fortalte tidligere elever om vold, seksuelle krænkelser og mobning.

I maj 2023 afgjorde STUK, at skolen skulle betale de 27 millioner kroner tilbage.

STUK mente, at Herlufsholm Skole og Gods ikke overholdt og ikke havde overholdt det, der hedder frihed og folkestyre-kravet.

Læs også
Herlufsholm skal tilbagebetale 27 millioner kroner
Læs også
Herlufsholm skal tilbagebetale 27 millioner kroner

Kravet lyder blandt andet, "at skolen efter sit formål og hele sit virke skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre".

De skal også styrke elevernes "kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene".

Men Herlufsholm mener ikke, at kravet kan bruges til at fratage skolen statsstøtten, fordi kravet ikke angår trivsel, lyder det ifølge avisen i stævningen.

Det lyder desuden, at det store beløb er belastende for skolens økonomi.

Fortsætter tilsyn

STUK skriver til Berlingske, at stævningen ikke er modtaget endnu, og at tilsynet med Herlufsholm fortsætter.

TV 2-dokumentaren fik også personalemæssige konsekvenser for skolen. Det endte med at koste både den daværende rektor, Mikkel Kjellberg, og den daværende forstander, Torben von Lowzow, jobbet.

Læs også
Herlufsholm kommer med stort underskud efter mareridtsår
Læs også
Herlufsholm kommer med stort underskud efter mareridtsår

I 2022 blev Gitte Nørgaard ansat til at få skabt en ordentlig kultur på skolen.

Men hun blev skiftet ud efter blot halvandet år.

I seks måneder fra december 2023 var vicerektor Martin Arvedlund konstitueret rektor.

Men for en måned siden blev det meldt ud, at tidligere lærer på skolen Jimmy Burnett Nielsen bliver ny rektor fra 1. juli.


Nyhedsoverblik