Sagen om de stærkt omdiskuterede vindmøller ved Sparresholm er blevet sparket endegyldigt til hjørne.
Sådan lyder vurderingen fra borgmester Carsten Rasmussen (S) i Næstved, efter han har fået svar på det brev, han sendte af sted til den daværende indenrigsminister i efteråret 2022.
Jeg har svært ved at forestille mig, der bliver gjort plads til flere vindmøller
- Vi kommer ikke, som landet ligger nu, til at rejse nogen vindmøller på Sparresholm, siger han til TV2 ØST.
Som også sn.dk kan fortælle om sagen, besluttede byrådet i Næstved Kommune tilbage i efteråret 2022 at gøre et forsøg på at få omstødt afgørelsen, der tilbage i 2020 slog en bremse i planerne om at rejse vindmøller på et areal beliggende 1,6 kilometer i luftlinje fra Skovtårnet, der ligger i Faxe Kommune.
Det er godsejer Thomas Garth Grüner fra Sparresholm Gods, der ønsker at rejse møllerne på området, som Næstved Kommune tilbage i 2012 udpegede til brug for vindkraftanlæg.
Faxe Kommune indbragte sagen for den daværende erhvervsminister Simon Kollerup (S), som dengang havde ansvaret for planloven. Efter at have besøgt området, endte ministeren med at gå i rette med Næstved Kommune.
Jeg finder dog ikke, at der er grundlag for at genoptage daværende erhvervsminister Simon Kollerups afgørelse i sagen
Ministeren mente, at projektet med tre 150 meter høje vindmøller "kan have en væsentlig påvirkning på udviklingen i Faxe Kommune", hvorfor "Næstved Kommunes planlægning derfor ikke kan vedtages".
Vil have mere vindenergi
Siden har energikrisen ramt Europa og i sommeren 2022 fremsatte den daværende regering så aftalen om, at der skal ske en firedobling af produktionen af sol- og vindenergi på land.
- Thomas Garth Grüner – der vil sætte vindmøllerne op – ringede og spurgte, om man i lyset af, at der nu skal ske en firedobling af vind- og solenergi, skulle give det et skud til? Og det bakkede vi op om i byrådet og skrev til ministeren, fortæller Carsten Rasmussen.
I sidste uge kom svaret:
Som minister for landdistrikter sætter jeg den grønne omstilling højt, og det er en klar prioritet for mig at understøtte, at der skabes grundlag for en hurtigere udbygning af vedvarende energi på land. Jeg finder dog ikke, at der er grundlag for at genoptage daværende erhvervsminister Simon Kollerups afgørelse i sagen om Faxe Kommunes indsigelse mod planlægning for vindmøller i Næstved Kommune eller holde et møde herom, da der ikke er nye afgørende oplysninger i sagen.
Et svar som borgmesteren har følgende bemærkning til:
- Det tager jeg til efterretning. Det kan jeg ikke gøre noget ved.
- Hun fastholder bare den tidligere ministers beslutning – og det er ingen overraskelse. Da jeg blev ny borgmester, fastholdt jeg også, hvis den tidligere borgmester havde givet afslag på en carport, og de så klagede til den nye borgmester. På den måde er der ikke noget nyt under solen.
Svaret har ifølge Carsten Rasmussen den konsekvens, at de sidste vindmøller dermed er rejst i Næstved Kommune.
- Vi har kun sted tilbage i kommuneplanen, hvor vi kan rejse vindmøller udover Sparresholm, og det er ved Holmegaard Gods. Og når vi har rejst dem, er der ikke plads til flere vindmøller i Næstved Kommune.
- Men vi har også rigtig mange vindmøller i Næstved Kommune, påpeger han.
Giver ikke interview
Den nuværende kommuneplan er fra 2012, og her blev der undersøgt, hvor der kunne opsættes vindmøller. I 2024 skal der laves en ny kommuneplan, hvor der igen kan gøres plads til vindmøller.
Jeg ved ikke, hvad det er for en planet, hun lever på, for jeg synes nok, der er sket ting og sager
Det er dog ikke sandsynligt, siger borgmesteren:
- Jeg har svært ved at forestille mig, der bliver gjort plads til flere vindmøller. Det ved vi jo, at så snart man taler om vindmøller, rejser der sig en kæmpe modstand fra naboer og naturorganisationer.
TV2 ØST har talt med Thomas Garth Grüner fra Sparresholm Gods. Han er frustreret over det svar, som ministeren har givet.
- Det mest frygtelige at læse i det brev er, at ministeren skriver, der ikke er nye afgørende oplysninger i sagen. Jeg ved ikke, hvad det er for en planet, hun (ministeren, red.) lever på, for jeg synes nok, der er sket ting og sager, siger han med henvisning til energikrisen og den politiske aftale om at rejse flere vindmøller på land.
- Det er jo paradoksalt, når man er gået til valg på klimakrise og grøn energi. Der ligger et klart projekt, hvor en tidligere minister af uransagelige årsager tog en beslutning, som ikke ret mange forstår, at man så ikke vælger at gøre det (tillade vindmøllerne, red.). Det forstår jeg ikke, tilføjer han.
Ifølge godsejeren er drømmen om vindmøller på godsets jord ikke opgivet. Men som tingene er lige nu, kan det have lange udsigter.
- Jeg skal nu have en dialog med kommunen om, hvad vi kan gøre – men jeg ved det ikke rigtigt. For man kan ikke bare flytte møllerne en halv eller hel kilometer. Det er et projekt, vi har arbejdet med i 12 år – altså før Skovtårnet blev rejst.
TV2 ØST har rakt ud til ministeren for landdistrikter, Louise Schack Elholm (V), for et interview.
Ministeren oplyser, at hun ikke har mulighed for at udtale sig i den konkrete sag, da hun i så fald vil gøre sig selv inhabil, hvis sagen igen indbringes for ministeren.
Ifølge ministeren er henvendelsen fra Næstved Kommune – som var stilet til daværende indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen (S) – havnet på hendes bord, da ansvaret for planloven efter valget er overgået til ministeriet for landdistrikter.