Stridsøksen er tilsyneladende begravet - og julefreden kan muligvis snart lægge sig i konflikten om fløjdørsmalerierne på det såkaldte svaleredeorgel i Sct. Peders Kirke i Næstved.
Sådan lyder meldingen fra parterne, knap to måneder efter, at Retten i Næstved behandlede sagen om guldkanterne på malerierne i Næstved, og hvor kendelsen faldt ud til fordel for kunstmaleren Thomas Kluge og Billedkunstnernes Forbund (BKF).
Formanden for menighedsrådet ved Sct. Peders Kirke, Lene Cortz Pedersen, bekræfter overfor TV2 ØST, at parterne taler sammen.
- Der er i øjeblikket dialog mellem parternes advokater omkring indgåelse af aftale, oplyser hun til TV2 ØST.
Ifølge TV2 ØSTs oplysninger er målet med forhandlingerne, at guldkanterne kan blive fjernet fra malerierne, og at de kan blive hængt op i kirken på den plads, som de er malet til.
Samtidig skal aftalen sikre menighedsrådet mod at blive mødt med erstatningskrav for at krænke Thomas Kluges kunstværk.
Skal kun vises frem ved særlige højtideligheder
Kernen i striden er to skinner på to malerier, der er blevet belagt med bladguld. Malerierne udgør Thomas Kluges kunstværk Bebudelsen, der er malet på indersiden af to fløjdøre på kirkens særlige, genskabte renæssanceorgel.
Orglet kan som et af de få i Danmark genskabe lyden i den allertidligste orgelmusik.
Lågerne skal efter den historiske tradition åbnes under særlige højtider og således kun vises frem ved specielle højtideligheder for at markere de særlige mirakler som jomfrufødslen, genopstandelsen fra de døde, og Helligåndens komme, som er centrale i den kristne tro.
Selve kunstværket viser Mariæ Bebudelse, hvor ærkeenglen Gabriel personligt møder op hos Maria for at fortælle hende, at hun vil blive gravid og skal føde Guds søn.
Sagen eksploderede i august sidste år, hvor en planlagt indvielsesgudstjeneste for malerierne blev afblæst med få dages varsel. Det skete, efter projektlederen på orgelmalerierne havde krævet, at der blev malet guldkanter på malerierne, hvilket Thomas Kluge både før og efter havde nægtet.
Siden valgte menighedsrådet i sognet at male guldkanter på de to malerier i kunstværket uden en tilladelse, hvilket fik Thomas Kluge til at trække menighedsrådet i retten for at beskytte sit værk mod krænkelser - en sag, som han siden vandt.
Tre punkter i forlig
Efter menighedsrådet besluttede at acceptere kendelsen fra Retten i Næstved og altså ikke kære afgørelsen til Østre Landsret, har der ikke været den store tvivl om, at guldkanten skulle fjernes fra billederne.
I en pressemeddelelse erklærede menighedsrådet dengang, at de nu så frem til at få arbejdsroen og arbejdsglæden tilbage, så de kunne løse den opgave, som de er valgt til.
I kendelsen fra Retten i Næstved var dog ingen krav om, at billederne skulle op på orglet, som det var tiltænkt.
Det kom imidlertid frem ved retsmødet i Retten i Næstved, at der var to betingelser for den fondsstøtte, som har betalt malerierne - det ene var, at billederne hængtes op på orglet, det andet var, at en i Sverige bosiddende dansk orgelspecialist skulle tilknyttes projektet som en såkaldt konsulent og altså skulle kunne godkende det historiske korrekte ved malerierne.
Orgelspecialisten kendte dog ikke noget til sin rolle som garant for den historiske korrekthed, kom det frem i retsmødet - men troede han var tilknyttet i en mere løs rolle som rådgiver.
I udkastene til aftaler bliver det dog slået fast, at han igen skal tilknyttes projektet, oplyser Thomas Kluges advokat Klaus Jensen til TV2 ØST. Samtidig skal malerierne hænges op på orglet, og guldkanterne skal fjernes.
Håber sag lukkes
Thomas Kluge selv håber, at sagen snart kan lukkes.
- Jeg vil rigtig gerne have billederne op på den måde, som de er tænkt til at skulle op - og på en måde som passer ind i den historiske tradition. Det har været et meget frustrerende forløb og en meget frustrerende sag. Det er ikke, fordi noget skal glemmes, slet ikke. Men jeg vil rigtig gerne se de billeder hængt op, siger han.
Det er uvist, hvornår billederne vil kunne hænges op i kirken. Der skal nemlig gennemføres et udbud for at finde den konservator, der skal fjerne bladguldet fra de eksisterende malinglag.
Samtidig kan orgelekspertens involvering i projektet som konsulent også føre til ændringer på orglet. Hvilke det i givet fald skulle være kan ikke siges endnu.